Lyt til artiklen
Tolv år gammel sad Katrine Wiedemann klæbet til fjernsynet i de ni stive timer, det tog at vise Royal Shakespeare Companys teaterversion af ’Nicolas Nickleby’.
Kassettebåndoptageren var plantet op ad apparatet, så hun kunne optage hvert et ord. Som hun hørte igen og igen fra morgen til aften. Og når hun sov, kørte det videre i baggrunden, til båndet løb ud. »Jeg har altid været monoman. I den alder kan man jo blive fuldstændigt fanatisk for at kompensere for alt det liv, man ikke har. Det er der, de rabiate fans bliver skabt. Nogle kastede sig over ABBA eller politiske partier. Men for mig var det teater og skuespillere«, fortæller hun.
