Hesteløse. To ædle riddere indtog August Bournonvilles Passage i Jokum Rohdes stykke, der åbnede 'HoHo Drama'.
Foto: KATINKA HUSTAD

Hesteløse. To ædle riddere indtog August Bournonvilles Passage i Jokum Rohdes stykke, der åbnede 'HoHo Drama'.

Scene

Skuespiller om pop-up-julekalender: »Jeg elsker den her form for kamikazeteater«

Ibyen var med ved første afsnit af ’HoHo Drama’.

Scene

Umiddelbart ligner det en helt almindelig 1. søndag i advent i København.

På Rådhuspladsen er byens store juletræ netop blevet tændt. Ved indgangen til Magasin dufter der af brændte mandler. Og ved et bord på Hviids Vinstue er nogen ved at drikke sig ned i gløgg.

Som sagt en helt almindelig decembersøndag. Bortset fra passagen ved Det Kongelige Teater, hvor to mænd kommer ridende.

De er gralsriddere på vej mod det hellige land. Men ved indgangen til teatret bremser de op. Så hårdt, at hestene vrinsker og stamper i brostenene.

Spritny dramatik Men der er ikke nogen heste. Og det eneste, som signalerer, at de to mænd skal forestille at være riddere, er de uldne plaider, de har bundet om deres skuldre.

I virkeligheden er Jesper Hyldegaard og Martin Greis, som de to mænd hedder, skuespillere. Og lige nu, mens resten af København er på jagt efter julegaver, grantræer og lune æbleskiver, er de ved at opføre et stykke ny dansk dramatik.

Uden rekvisitter og scenograf. Og med manuskriptet i hånden.

Forestillingen, som er skrevet af dramatiker Jokum Rohde, er nemlig første afsnit af den nye live-on-location-julekalender ’HoHo Drama’, som hele december opfører ny dansk dramatik med udgangspunkt i emnet tro på forskellige steder i byrummet.

Og her er en af reglerne, at dramatikken skal være spritny, når den når sit publikum. Det betyder, at skuespillerne først får tilsendt det manuskript, de skal spille ud fra, et par dage inden forestillingen, at de kun har tre timer til at gennemgå det sammen med deres instruktør, og at hvert stykke kun spiller tre gange umiddelbart efter hinanden.

Næste dag gælder det en ny forestilling af en ny dramatiker på et nyt sted i København.

Teater til folket
I alt 23 dramatikere, 66 skuespillere og seks instruktører bidrager til ’HoHo Drama’, som dramatikernetværket Dramafronten har taget initiativ til.

I løbet af december når julekalenderen rundt til 23 forskellige steder i København. Et værtshus på Sønder Boulevard for eksempel.

Nederste etage i shoppingcentret Fisketorvet. Et pizzeria i Brønshøj. En badeanstalt på Christianshavn. En kirke i Indre By. Et bibliotek på Nørrebro.

’HoHo Drama’ skal med andre ord ud til folket. Nøjagtig ligesom de andre forestillinger, som Dramafronten har arrangeret, siden den blev dannet i 2010 af den herboende amerikanske dramatiker Rhea Leman.



Hun gik rundt med en drøm om at bringe dramatikken derud, hvor københavnerne færdes hver dag. I begyndelsen var det hendes mening at leje en stor butik på Strøget og forvandle den til et dramatisk centrum, hvor københavnerne til enhver tid kunne gå ind fra gaden og opleve teater.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun gik i gang med at kigge efter lokaler, tale med ejendomsmæglere og tælle penge. Men der gik ikke lang tid, før hun fandt ud af, at det var et umuligt projekt.

»Der var ikke penge til det. Og de penge, der var, ville jeg hellere bruge på kunsten. Så i stedet kom jeg på, at man kunne gå direkte ud til folket og spille teater der, hvor de lever deres liv«, fortæller Rhea Leman, da Ibyen to dage inden premieren på ’HoHo Drama’ møder hende i Paludans Boghandel, hvor hendes bidrag til ’HoHo Drama’ kommer til at udspille sig 16. december.

Mulighed for en uventet drejning
Indtil videre har Rhea Lemans mål om at bringe teatret ud i byrummet resulteret i dramakonceptet Weekend6.

Her skaber seks dramatikere seks forskellige ti minutter lange forestillinger med udgangspunkt i en københavnsk bydel.

Men med ’HoHo Drama’ gælder det hele byen. »Fra starten har det været vigtigt for os i Dramafronten at finde ud af, hvordan vi kan møde vores publikum på nye måder. Når man står på scenen på et almindeligt teater, kan man da godt fornemme publikum nede i salen, men man har slet ikke den samme kontakt til dem, som når man står ude i byen og spiller. Når vi rykker teatret ud på gaden, bliver publikum pludselig en del af forestillingen«, forklarer Rhea Leman og tilføjer, at forbipasserende også kan ende med at blive mere end statister i de små pop-up-forestillinger.



»Sidst vi lavede Weekend6, var vi i Nyhavn, og dramatiker Flemming Klems havde skrevet et stykke, som foregik på herretoiletterne der. Og der var en russisk mand, som egentlig bare skulle ind og tisse, men endte med at blive en del af historien, fordi der var så mange mennesker, at han simpelthen ikke kunne komme ud af toilettet igen. Det gav historien en sjov, uventet drejning«. Ingen plads til nusseri


Og netop de små finurlige tilfældigheder kan give en pop-up-forestilling en ekstra dimension. Det fortæller skuespiller Martin Greis, da han mellem anden og tredje visning af Jokum Rohdes ridderdrama har søgt ly for decemberblæsten i Stærekassens lune foyer.

»Som skuespiller er man nødt til at forholde sig til det, der sker omkring en. Første gang vi spillede i dag, kom der for eksempel en bus kørende midt i det hele. Omtrent samtidig sagde min karakter, at han skulle til Jerusalem, og dermed blev bussen et symbol på rejsen. På den måde var den en gave fra oven – og en måde at få noget ekstra komik ind«.

Ligesom alle andre skuespillere i ’HoHo Drama’ har Martin Greis og stykkets andre to skuespillere, Jesper Hyldegaard og Anne-Lise Gabold, kun haft tre timer til at forvandle Jokum Rohdes manuskript til en forestilling sammen med instruktør Kasper Sejersen.



»Når man laver teater på den her måde, er det klart, at man ikke har tid til at investere en masse i det. Der er ikke plads til nusseri her. Det gælder bare om at spille stort og sørge for at tale rummet op så godt som muligt«, fortæller han.

»Men jeg elsker den her form for kamikazeteater. Det er ligesom at falde ned fra et træ. Man er nødt til at gribe ud efter de grene, man kommer forbi på vejen, og håbe på, at de holder«. Camelot i København


Et sted ude i menneskemængden i August Bournonvilles Passage står Jokum Rohde. Mens venner og kolleger premiereskåler i champagne, fortæller han, at processen med ’HoHo Drama’ også for ham har været noget anderledes, end når han skriver store forestillinger for blandt andet Det Kongelige Teater, hvor han er husdramatiker.

»Da jeg lavede ’Robin Hood i Ulvedalene’, var det så stort et udstyrsstykke, at jeg følte, at jeg måtte gemme mig bag replikkerne. Her er det modsat. Her skruer jeg fuldstændig op for det illusoriske i teatret. For nu skal replikkerne jo virkelig være billedskabende. Publikum skal kunne se Camelot for sig, selv om de står på en plads i København«.

Forestillingen om de to gralsriddere, som farer vild i teatret på vej mod det hellige land, er ikke Jokum Rohdes første møde med Dramafronten. Da Weekend6 sidste år ramte Nørrebro, skrev han en forestilling om fattigdom.



»Begge gange har jeg gået efter stærke genrer, som omgående bringer noget frem på nethinderne hos folk. På Nørrebro var jeg meget inspireret af amerikansk melodrama og endte med at lave sådan noget moraliserende fattigdomsteater. Der var noget ’Ditte Menneskebarn’ over det. Denne gang er det nok en blanding af Werner Herzog og Monty Python«.

De velkendte genrer er med til at hjælpe folk på vej, mener Jokum Rohde. Og det er der brug for, når forestillingen kun må vare ti minutter.

»Det svære ved at lave teater på den måde er, at man skal have et plot, som både har introduktion, midte og afslutning på ganske kort tid. Så man skal kunne lave noget, som fænger omgående«.

Ahaoplevelse

Og det ser ud til, at Jokum Rohdes ridderdrama fænger. Selv om vinden blæser ind gennem frakkeulden, og mørket snart lægger København i seng, bliver mange blandt publikum til alle tre gennemspilninger og griner og klapper ivrigt hele vejen igennem forestillingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I begyndelsen er det mest venner og kolleger, som ser med, men efterhånden stopper almindelige forbipasserende også op. Nogle kigger med et kort øjeblik. Andre bliver stående.

LÆS OGSÅ De får lige så meget ud af Dramafronten, som Dramafronten får ud af dem. Det er Rhea Leman ikke i tvivl om. »Når man kommer forbi sådan en teaterforestilling, får ens dagligdag pludselig en helt anden dimension. Man står på et sted, hvor man har stået tusind gange før, men pludselig får man en ahaoplevelse. Man tænker: Nå ja, sådan kan byen også se ud«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce