I næste uge er det 450 år siden, William Shakespeare blev født i Stratford-Upon-Avon i England.
Det markerer Det Kongelige Teater med forestillingen 'Tigerhjerte svøbt i kvindehud' - en collage af tyve af Shakespeares kvindekarakterer.
Her fortæller instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen om fire af dem og den kærlighed, der ender med at slå dem ihjel.
Dronning Margaret
»Margaret blev importeret til England fra Frankrig for at blive gift med Henry VI. Men han er svag, og da han giver tronen fra sig, så hans og Margarets søn ikke kan få den, får Margaret nok. Hun allierer sig med feltherren Clifford og går i krig for huset Lancaster. Og det er hun skidegod til. For hun er benhård. Hun ejer ingen barmhjertighed.
Da vi møder Margaret, har hun netop fanget sin modstander, hertugen af York. Hun har slået hans soldater og hans to sønner ihjel, og nu vil hun have ham til at underkaste sig. Så hun ydmyger ham. Sætter en papirkrone på hans hoved. Viser ham en klud, der er søbet ind i hans afdøde søns blod. Hun vil bare se ham knække sammen.
Mange af Shakespeares kvinder elsker og elsker. Og selv om de bliver udsat for den ene uretfærdighed efter den anden fra mændene, elsker de dem stadig og bærer over med dem. I forestillingen introducerer vi Margaret på et tidspunkt, hvor man tænker: Nu må det være nok. Der har været så meget uretfærdighed. Nu vil vi have hævn. Og den hævn tager Margaret.
Alle kvinderne i forestillingen har en kærlighedshistorie med sig. Og de ender alle sammen med at dø for kærligheden. Men hvor mange af de andre kvinder elsker en mand, elsker Margaret magten. Og sin søn. Hun er en løvemor, der for alt i verden vil sikre ham, magten og æren. Hun har giftet sig til tronen hele vejen fra Frankrig, og hun har ikke tænkt sig at give slip på den.
Da Margaret er i gang med at torturere hertugen af York, appellerer han til hendes kvindelighed: »Kvinder er blide, milde, medynksfulde. Du er forhærdet, barsk og hensynsløs«. Men det rører hende ikke. For den slags kvinde er hun ikke. På den måde er Margaret en supermoderne karakter. Hun er godt nok hård og ond. Men der er også noget inspirerende i, at hun tør gå hele vejen uden at lade sig bremse af følelser«.
Kleopatra
»Kleopatra bliver ofte beskrevet som en af Shakespeares mest nuancerede kvindekarakterer. Og det er der ikke noget at sige til, for hun er fuld af modsætninger. Man kan simpelthen ikke regne hende ud.
På den ene side er hun et magtmenneske præcis ligesom dronning Margaret. En moderne business woman med et helt rige under sig. Ikke engang Angela Merkel ville kunne nå hende til sokkeholderne!
Men Kleopatra er også en drømmer. Altid i sine følelsers vold. Hun ændrer mening hele tiden. Sender en hel flåde i krig, bliver i tvivl og trækker den hjem igen. Drifterne kommer altid først hos hende.
På den måde er hun en modsætning til sin elsker, Antonius. Hvor han repræsenterer sit rige Rom med alle systemerne og alt det rationelle og effektive, repræsenterer hun det sanselige, det levende, det lidenskabelige, det seksuelle. Hun er et eksempel på en kvinde, der bruger sine evner som forfører til at få magt. Det er det, der gør hende så svær for manden.
I vores forestilling møder vi Kleopatra på et tidspunkt, hvor hun venter på nyt fra Antonius. De har haft et kærlighedsmøde, og nu er han tilbage i Rom hos sin kone, og hun går og venter på at blive bekræftet i sin kærlighed – og i den politiske alliance, de to også har indgået, ikke mindst.
For en ting er, at de er elskende. Men de planlægger også at overtage verdensherredømmet sammen.
Så forholdet mellem Kleopatra og Antonius er ikke bare et kærlighedsforhold mellem to mennesker. Det er også et kærlighedsforhold mellem de to største riger i verden på det tidspunkt«.
Ofelia
»Ofelia bliver tit skildret som et offer for Hamlets vanvid. Sådan er hun ikke kun i min udgave. Der er hun først og fremmest sindssygt forelsket.
Da vi møder hende, har hun lige fået et brev og en gave af Hamlet.
»Til den himmelske og min sjæls idol, den strålende Ofelia«, skriver han.
»Tvivl kun på himlens stjerners ild, tvivl kun på, at sol går op og ned, tvivl på, at sandhed aldrig leder vild, men tvivl ej på min kærlighed«.
Så jeg er ikke i tvivl om, at han elsker hende. De to havde været sjælevenner, hvis det ikke lige var, fordi hans fars genfærd havde bedt ham om at hævne sig.
Der er en kæmpe magnetisme mellem Ofelia og Hamlet – og flere af de andre karakterer i forestillingen i øvrigt. De bliver skiftevis tiltrukket og frastødt af hinanden. Siger nej, nej, nej, men mener ja, ja, ja.
De modsætninger arbejder vi med. Han siger til hende, at hun skal gå i kloster, samtidig med at han giver hende den vildeste snaver.
Da Ofelia modtager brevet, tror hun, at de kan finde sammen. Men Hamlet er et helt andet sted i sit liv. Hans mor har giftet sig med hans onkel kort efter farens død – en mand, som vi tilmed senere finder ud af er ham, som har slået hans far ihjel – og nu synes han bare, at alle kvinder er ludere. Så selv om han har lyst til Ofelia, kan han ikke tro på kærligheden.
Egentlig er det et destruktivt forhold, Ofelia har til Hamlet. Hun bliver ved med at elske, selv om han bliver ved med at afvise hende. Det er jo psykisk vold, hun udsætter sig selv for. Men hun vælger det.
Ofelia er en umoderne karakter. I dag er der jo en tendens til, at hvis kærligheden ikke lige passer os, skifter vi den ud. Og med rette – hvorfor skal man blive i et psykisk destruktivt forhold?
Men på den anden side er der også noget inspirerende i en kvinde, der siger: Jeg vil have dig! Man må gerne kæmpe lidt, hvis der er noget ægte kærlighed at kæmpe for. Og det er der for vores Ofelia«.
Lady Anne
»Lady Anne er en meget ung kvinde, som er blevet gift ind i det engelske kongehus. Men hendes mand, prins Edward, er død, og det er hendes svigerfar, kong Henry VI, også. De er blevet dræbt af hertugen af Gloucester, Richard.
Da vi møder lady Anne, står hun på en kirkegård ved sin svigerfars grav. I vores version har hun været på kirkegården i en uge og er nærmest gået i chok. Hun flytter rundt på kranierne som en slags sørgeritual. Hun er helt alene med døden. I ekstrem sorg. Så kommer Richard og afbryder hende. Han frier til hende og foreslår, at hun tager med ham hjem i seng. Det vil hun ikke, så hun hopper ned i graven. Hun vil hellere dø end være sammen med Richard.
Men Richard begynder at jage hende, og da han får fat i hende, og hun mærker den varme og ømhed, som han i hvert fald på overfladen viser hende, bliver hun alligevel tiltrukket af ham. Og hun ender med at overgive sig og gifte sig med ham.
Egentlig er Richard slet ikke forelsket i lady Anne. Men han ved, at hvis han får enken, er han meget tættere på den trone, han kæmper for. Og Richard er en mester i manipulation. Han indrømmer over for Anne, at det var ham, der dræbte hendes mand og svigerfar, men han får samtidig overbevist hende om, at det var noget, han gjorde, fordi han ville have hende.
Anne elsker heller ikke Richard. Hun frygter ham og hader ham. Og det er jo voldsomt interessant. For hvordan kan man gå fra at hade en mand så meget til at gifte sig med ham? For mig at se er der to ting i det: En ting er overlevelse. Hun stod jo til at skulle blive dronning og var beskyttet af den titel. Nu står hun helt alene. En anden ting er det, der sker inden i hende. Midt i sorg og vrede kan der jo sagtens findes længsel og liderlighed. Da der pludselig er en, som holder om hende, vågner hendes krop. Og sådan er det jo. Når man først er ude i de store følelser, er der i virkeligheden ikke så langt fra had til kærlighed«.
fortsæt med at læse
