En dag vil jeg blive så berømt, at dette postkort vil være en formue værd.
Sådan skrev Gustaf Gründgens som 18-årig til en ven. Og Gustaf Gründgens fik ret. For nogle år senere, før og under Anden Verdenskrig, var det både ambitiøse og forfængelige menneske blevet en af Tysklands mest kendte skuespillere. Senere igen, op gennem 1950’erne, blev han rehabiliteret som en af efterkrigstidens mest fremtrædende tyske teaterledere.
I skuespilleren, instruktøren og teaterlederen Gustaf Gründgens’ tilfælde er spørgsmålet om kunstnerens ypperste ansvar for kunst eller politisk samtid sat på spidsen og til diskussion. Den diskussion indledte forfatteren Klaus Mann så tidligt som i 1936, da han skrev nøgleromanen ’Mephisto: Roman einer Karriere’ om sin tidligere ven og svoger Gustaf Gründgens’ opportunisme under nazisternes ledelse.
Teateranmelderne guider: Det skal du se i efteråretGustaf Gründgens blev som søn af en velhavende industrimand i Düsseldorf født ind i det tyske borgerskab i 1899 og begyndte at optræde i en af det tyske militærs teatergrupper under Første Verdenskrig. Allerede som ganske ung dedikerede han sig til teatret og var altså overbevist om sin egen fremtidige berømmelse.
Han begyndte at få ret i forudsigelsen om sin egen fremgang, da han var i 20’erne og blev ansat på et teater i Hamburg. I 1922 havde han for første gang spillet Mephistopheles i en opsætning af Goethes hovedværk ’Faust’ om den lærde mand Heinrich Faust, der tilbyder at sælge sin sjæl til Djævelen, kaldet Mephistopheles, for at få hans støtte. Op igennem 1920’erne fik Gustaf Gründgens stadig flere og mere betydningsfulde roller og også mange venner i det sprudlende tyske teaterliv i både Hamburg og Berlin. Gründgens var kendt som homoseksuel i miljøet og var alligevel fra 1926 til 1929 gift med Erika Mann, datter af forfatteren Thomas Mann og søster til forfatteren Klaus Mann.
Aktuel på danske scener
I de kommende måneder er Gustaf Gründgens aktuel to gange på de danske teaterscener. Først på Teater Får302 i instruktøren Kamilla Bach Mortensens opsætning af dramatikeren Lucas Svenssons stykke ’Sympati med djævelen’, der handler om den sidste del af Gründgens’ liv. Her møder publikum Gustaf Gründgens i skikkelse af skuespilleren Pauli Ryberg på ferie i Manila i Filippinerne i 1963.
Efter at have været berømt er han nu ydmyget, forladt af sin elsker og oven i købet solskoldet i Manila, hvor han går og overvejer, hvem man bliver til som menneske, hvis man har levet et liv uden empati for andre med sin egen berømmelse, anerkendelse og forfængelighed som drivkraft.
I Peter Langdals instruktion er det på Betty Nansen Teatret Thure Lindhardt, der fra november har hovedrollen i ’Mefisto’, som er baseret på Klaus Manns roman fra 1936. Den forestilling kredser om konsekvenserne af at være et menneske, der vil være berømt for enhver pris. Et spørgsmål, der også optog Klaus Mann i romanen.
Romeo-skuespiller: »Jeg har sådan en stor fed vendelbo inden i min krop«Den mest kritiske formulering af Gustaf Gründgens’ evne til at tilpasse sig ethvert politisk system for at begunstige sin egen position som teaterstjerne kom nemlig, da hans forhenværende svoger og tidligere ven Klaus Mann i 1936 skrev nøgleromanen ’Mephisto: Roman einer Karriere’. Deri kunne man læse om Gründgens’ karrieremæssigt nyttige sympatier for naziregimet, ved hvis støtte han blev mangeårig teaterleder. Det vil sige, Klaus Manns roman blev forbudt af nazisterne og først udgivet i Tyskland i 1956, fordi Klaus Mann var kritisk over for nazismen fra begyndelsen og også emigrerede fra hjemlandet for at slippe for styrets forfølgelse.
Men hans romans kompromitterende udlægning af Gustav Gründgens’ integritet skulle senere få afgørende betydning for opfattelsen af skuespilleren, instruktøren og teaterlederen.
Görings bløde punkt
Efter at Gustaf Gründgens i 1932 og 1936 havde spillet glansrollen som Mephistopheles på Preussische Staatstheater, tilbød den nazistiske ministerpræsident i Preussen, Hermann Göring, ham at overtage ledelsen af teatret. Ganske vist var Gründgens også i naziledelsens top kendt som homoseksuel og derfor i udgangspunktet ligesom jøder og andre et mål for nazisternes forfølgelse.
Men Hermann Göring havde et blødt punkt for den flamboyante, charmerende, slanke og blonde Gründgens og støttede ham. Under Gustaf Gründgens’ ledelse havde det preussiske statsteater stor succes frem til slutningen af Anden Verdenskrig. I den periode spillede Gründgens endnu en gang Mephistopheles og blev berømmet for det.
Sansemester tager publikum med helt ind i sindets afkrogeMens mange andre forfattere og dramatikere som Bertolt Brecht, Ferdinand Bruckner, Willy Rosen og Stefan Zweig enten måtte gå i eksil, begik selvmord eller døde i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, var Gustaf Gründgens altså højt på strå i systemet.
Og hans evne til at få sympati fra indflydelsesrige mennesker af forskellig politisk og etisk observans viste sig endnu en gang efter Anden Verdenskrig. Ved krigens slutning var han i russisk fangenskab og sad interneret i en lejr.
Men med hjælp fra antinazister blev han løsladt og kunne vende hjem til Berlin, hvor han boede i en villa, som han i 1934 havde købt af en jødisk forretningsmand, der måtte flygte fra Tyskland. Gründgens’ argument for at fortjene rehabilitering var, at han igennem nazisternes magtudøvelse havde formået at holde en tysk teatertradition fornemt i live.
Erasmus Montanus er komik i højt travRehabiliteringen af Gustaf Gründgens efter krigen betød, at han fortsat blev betragtet som en af Tysklands fremmeste skuespillere. Han nød stor respekt, også blandt nogle af de kunstnere, der havde lidt under naziregimet. Således var det efter Bertolt Brechts eget ønske, at Gustaf Gründgens i 1959 stod for urpremieren på ’Die heilige Johanna der Schlachthöfe’ i Hamburg efter Brechts død. Netop rehabiliteringen viste med al tydelighed Gründgens’ evne til at vælge moralske principper efter, hvad der var nyttigt for ham selv. Det førte ham langt, men fra slutningen af 1950’erne var hans æra som skuespiller forbi, og karrieren gik drastisk ned ad bakke.
Gustaf Gründgens selv døde i 1963 i Manila af en overdosis sovepiller. Om der var tale om selvmord eller ej, forbliver uvist. Men måske en sandsynlig afslutning anes i stykket ’Sympati for djævelen’ på Teater Får302.
18 år efter sin død blev Gustaf Gründgens’ virtuose evne til at bevare berømmelsen i ikke blot teatrets, men også filmens verden under forskellige politiske ledere udstillet i István Szábos filmatisering af Manns ’Mephisto’ med Klaus Maria Brandauer i hovedrollen. Og det er som en korrumperet, flammende forfængelig vindbøjtel, han huskes i dag.
Sympati for djævelen15. sept.-11. okt. Teater Får302, Kbh. K. www.faar302.dk
Mefisto29. nov.-18. jan. Betty Nansen, Frederiksberg. www.bettynansen.dk
fortsæt med at læse
