Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Grønland. Forestillingen 'Ni Hao Nuuk' udforsker vores egen globalieringshistorie. Foto. Per Morten Abrahamsen (PR)

Grønland. Forestillingen 'Ni Hao Nuuk' udforsker vores egen globalieringshistorie. Foto. Per Morten Abrahamsen (PR)

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Teaterredaktøren: Hjælp, verden kommer! Kan vi se andet end os selv?

Globale problemstillinger breder sig livskraftigt på scenerne rundtomkring.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu er det ikke, fordi teatret herhjemme lige har opdaget, at Danmark er del af den globale landsby. Men det er slående, så mange forestillinger der for tiden går løs på globale problemstillinger som udbytning, udviklingsbistand, masseturisme m.m.

Mens det kan handle om bloddiamanter og børnesoldater i Sierra Leone på Momentum i Odense, beskæftiger Teater Zeppelin sig med krigsramte børn på flugt.

Det er befordrende for teatrets udvikling og vores interesse som publikum, når det får udsyn – får rejst sig op fra familiesofaen og ’du og jeg’-dramaet på 100 måder for at rette nysgerrigheden mod andet end den nære verden.

Hvor det i en lang periode har udmøntet sig i forestillinger med indvandrerproblematik, gælder det nu konfrontationen med de fremmede ude i verden, på udebane. Men spørgsmålet er, hvor langt nysgerrigheden kan række, og hvor meget af verden man egentlig får slæbt ind på en lille scene. Eller om det mest kommer til at handle om os selv.

Ingen kur for grådighed

Meget apropos skildrer nødhjælpsforestillingen ’Hjælp!’ på Republique, hvordan bistandskampagnerne efterhånden har udviklet sig.

Efter først at have dyrket de udhungrede børn med fluer i øjnene og siden de livsbekræftende børn med skoletasker i hænderne er vi nu inde i den fase, hvor det er os selv, de gode givere, der fylder det hele i store indsamlingsshows på tv. Så behøver vi ikke at beskæftige os med dem, der skal modtage hjælpen.

Det kunne se ud, som om globaliseringsteatret var sprunget direkte frem til den sidste fase. Men med en stor kritisk pegefinger: en udstilling af vestlig selvfedme, grådighed, gratis skyldfølelse og hyklerisk aflad.

Bedst som vi sidder der og anfægtes i teatret, dør der jo så og så mange små sorte børn ... En velkendt type moralsk takling.

Den fik vi serveret – med sansestærkt, men også firkantet eftertryk – af Sort/Hvid i popup-restaurantforestillingen ’Noma’, hvor gæsterne ud over nødrationskiks og mudderkager kunne mæske sig med billeder på tallerkenen af sorte børn, hvis ansigter var ædt halvt op af underernæringssygdommen noma.

Hvorefter vi så kunne slås om en spisebillet til det ’rigtige’ Noma, for det er den sygdom, vi selv lider af: grådighed. Den findes der ikke nogen kur for ifølge forestillingen, der bare lod os stege i fedtet fra vores egen skyldfølelse.

Falde-på-halen-kliché

Den mest populære måde at udstille vestlig dobbeltmoral over for den såkaldte tredje verden på er i form af den komisk karikerede distance. Dumme Dänen, der bare tromler ud i verden – lutter grådig velvilje med et gran dårlig samvittighed til husbehov.

Tag bare de to par småracistiske vesterlændinge på deres all inclusive- fæstning af et ferieparadis i ’Turister’ på Får302.



Nedsænket i egne parforholdsproblemer ser de kun de lokale sorte som spejl for sig selv. Ingen tvivl om at de her turister udi egen selvoptagethed er dem, der kunne trænge til lidt civiliserende udviklingsbistand. Men hvor meget nyt under solen er der i den pointe?

Den får vi også serveret hos Teater Grob, der med vekslende held dyrker globaliseringskomedien i deres ambitiøse projekt ’Det 6. kontinent’, hvor de nu er nået til den tredje forestilling ’Jorden brænder’. Her gælder det en lille flok højskolefolk på ’udbytte-rigt’ ophold i Peru, men kritikken af dansk hjælpeindustri og egennyttige værdivikinger stivner i harmløs falde-på-halen-kliché.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den danske imperialisme

Selv om førnævnte ’Hjælp!’ også er til den komisk distancerende side og bekræfter det stereotype billede af Afrika som et sort morads, så kommer den et stykke videre med kritikken af dansk udviklingsbistand.

I kraft af sin researchbaserede styrke giver den os noget at tygge på. I stedet for at bistandshjælpen bliver til et moralsk anliggende, fremstår den som et strukturelt problem mellem os og dem.

Med ’Ni Hao Nuuk’ af Global Stories, der for en gangs skyld dykker ned i vores egen globaliseringshistorie, kommer vi omsider ind på livet af ’de andre’.

De medvirkende grønlændere giver autenticitet til forestillingen, der med sin blanding af broget infoteater og magiske teaterøjeblikke med imperialistisk kineserpanda får åbnet op til hele komplekset af bistandsproblemstillinger og besættende urkraft, der udgår fra det Grønland, der strakte sig ud over gulvet, og som vi alle trampede hen over.

Forholdet til den store verden kan være meget andet end et betændt moralsk problem. Det trænger vi til at få flere kunstneriske bud på frem for bare at sidde med vores dårlige samvittighed og vente på, at teatret som en anden mr. Grey kommer og pisker os.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden