Hvis din kæreste dyrker ironman, burde du måske gøre dig nogle overvejelser. For så er vedkommende så forhippet på at slippe væk, at han eller hun vil skifte transportmiddel undervejs for at slette sporene.
Sådan siger den nu 31-årige komiker Christian Fuhlendorff et sted i sit nye show, der handler om en løbetur på Amager i september sidste år.
Fuhlendorff om stand-uppen: »På et tidspunkt gider du ikke rigtig fisse mere«For i lighed med mange andre mennesker den ganske verden over er han en ivrig motionist, der iført stramtsiddende støj – som en Ferrari med knallertmotor – spæner rundt på gader og stræder for at holde formen og døden stangen. Og for at slippe væk hjemmefra.
Det medgiver han gerne og forholdsvis hurtigt i den fem kvarter lange forestilling.
Hverdagens Odysseus
Løb er flugt. Eller rettere: Den første halvdel af turen er flugt. Den anden – den, der fører løberen tilbage til familien, ungerne, de dryppende vandhaner og trædemøllens øvrige inventar – er til gengæld en kærlighedserklæring og en omfavnelse af dagligdagen med alt, hvad det omfatter af skærmydsler, sysler, trakasserier og trivialiteter.
For man vender jo tilbage fra joggingen som en anden hverdagens Odysseus. I lighed med digteren Dan Turèll holder de fleste af os jo netop af hverdagen, bare af nogle lidt andre årsager.
Han attråede den, fordi den var sjælden i hans liv. Vi hverdagsmennesker værdsætter den, fordi den er tryg og rig i al sit rutinemæssige nærvær og de mange gentagne fikspunkter: morgentoilettet, maden, gøremålene, ærinderne, henten og bringen.
Komikere: Man må gerne skraldgrine af kræftOg det er denne tilværelsens jordnære og prunkløse kerne , der udgør substansen i Fuhlendorffs sine steder hysterisk morsomme rablerier, der fremføres med en Muhammad Alisk selvsikkerhed, en overlegen teknik og timing, men sandelig også en nærmest bekendelseslitterær hudløshed. Hvorfor løber Christian, spørges der.
Og svares: Fordi han sgu som alle andre har brug for at være lidt i kun sit eget selskab en gang imellem, når den elskede datter har været lovlig strid, kæresten bitchy og det hele generelt alt, alt, alt for meget – for nu at citere hele nationens digtende onkel noch einmal.
Tiden flyver, når man har det sjovt
Der er nogle forrygende stykker i den ødsle strøm af jokes. Næsvist langes der ud efter politisk korrekthed og trættende dårskaber.
Feminister: De er ligesom børn på bagsædet af en bil, alle i kabinen ved godt, at vi er på rette vej, og alligevel sidder de konstant og skriger »Hvornår er vi der, hvornår er vi der?«.
Andre folks børn: »Bare fordi man har fået et barn, betyder det jo ikke, at man pludselig kan lide børn. Nu kan man lide ét barn«.
Som al god komik er det også selvransagelse og analyse med publikum i psykologens lyttende stol. Der kommer nogle sandheder på bordet, som har almen gyldighed. Men selvfølgelig er de skåret til, så de også passer i vittighedens matrice.
'Husk lige tandbørsten'-vært fejer enhver tvivl om talentet af banenOg det er Fuhlendorff fænomenalt dygtig til, altså at slibe sine iagttagelser til komiske juveler. For så vidt angår anslag og aflevering er han i særklasse – og showet har et højt tempo og en virkelig solid mætning af valide vitser.
Der går ikke mange halve minutter, før Christian Fuhlendorff har salen lige der, hvor han vil have den: vridende sig af latter i stolene. Smalle steder er der få af i forestillingen.
Lidt tomgang, javist. Men da man efter en stor time mærker, at han nu er ved at sejle grinebiderfærgen i havn, tænker man uvilkårligt, at der da umuligt kan være gået så lang tid. Det er der imidlertid. Hvilket er et tegn på kvalitet: Tiden flyver, når man har det sjovt. Og her er der nærmest dømt Concorde.
Voldsomt underholdende
Det meste af det, han siger, vil vække genkendelse hos voksne mennesker: Parforholdets logik, magtbalancen mellem han og hun. Bøvlet med børn. Og kærligheden, den svære, svære.
Og hans analyser er sådan set også både forståelige og korrekte. Men de er også for det meste rystende banale. Misforstå mig ikke: Det er ikke sådan, at comedy nødvendigvis skal være på niveau med Heideggers 'Underwegs zur Sprache', slet ikke.
Kristian har ikke fået sex i 200 dageMen en gang imellem må det godt løfte sig lidt over almindelighedens tåge. Og det gør det da heldigvis også, men mestendels er budskaberne og konklusionerne velmenende og indlysende: Prøv med kærlighedens stærke arm, som der stod på titelbladene i barndommens belærende bøger om Flemming og hans venner.
Ikke desto mindre er showet voldsomt underholdende. Og Fuhlendorffs verbale ekskursioner noget af det ypperste danske komik i disse år. Hans løbetur bringer os vidt omkring. Og man taber sgu næsten pusten af bar grin i hans selskab.
fortsæt med at læse
