Alene. Udsatheden både i ensomheden og i fællesskabet  fyldte meget i dette års forestillinger.
Foto: Magnus Holm (Arkivfoto)

Alene. Udsatheden både i ensomheden og i fællesskabet fyldte meget i dette års forestillinger.

Scene

Årets forestillinger var fyldt med mennesker på kanten

Kommentar. Hverken som ener eller inden for fællesskabet er man på sikker grund.

Scene

Hvem er der at holde sig til andre end én selv, når man befinder sig ude på kanten, og når verden med sine kendte grænser, magtforhold og menneskelige værdier skrider under én?

Tankevækkende nok er det hele tre soloer, der topper som årets største stund i teatret. Ene gør stærk, men indholdsmæssigt er det ikke udtryk for en suveræn position. Her peger det snarere mod den menneskelige udsathed, der klinger som en grundtone gennem årets forestillinger.

Skræmmende langt ud kom vi med ’Post No Bills’, hvor koreografen Kitt Johnson som et mørkt nihilistisk væsen rettede et ildevarslende blik mod os: Snart en ansigtsløs terrorist, snart en hyperaktiv kakerlak eller et kvindevæsen i færd med en rituel renselse. Fra sin afgrund af fremmedhed pejlede metamorfoseskabningen efter den tabte menneskelighed.

Forsøget på at holde sammen på sig selv som menneske var på spil i de to andre soloer. I ’Lort’ var det Danica Curcic, der nøgen og udsat lod kaskader af udskidte ord strømme fra sin store røde mund, mens hun med grotesk humor gav den som wannabe dulle, kejtet lillepige og vrængende furie. En krop, der boblede over af lutter oprør og smerte fra et rasende, såret kvindeskød.

Her gik der kuk i traditionsfællesskabet, og pistolerne gik på omgang ...

Til gengæld fik udsatheden en mildere, let melankolsk humoristisk drejning hos det canadiske ikon Robert Lepage i ’887’ – nummeret på hans barndoms hus, her et mandshøjt dukkehus, et hukommelsespalads, hvorfra han kunne mane sin far, naboens hund og emsige kunstnervenner af i dag frem fra sindets gemmer, mens han samtidig ikke kunne huske sit mobilnummer. Hvad sker der med den form for indre verden, når den menneskelige hukommelse tiltagende bliver uddelegeret til digitale reservelagre?

Der var også sat ekstra spot på den enkelte overlever over for verden i Shakespeares ’Richard III’ og Brechts ’Puntila’. Det hele stod og faldt med Jens Albinus’ Richard og Olaf Johannessens Puntila – med et storspil, som var karakteren sit eget soloshow. Kompromisløst satsede Richard ikke bare andres, men sit eget liv og rollen som manipulerende magtmenneske, hofnar, brutalt barn m.m., ligesom godsejer Puntila også gik planken ud. Spritstiv tumlede han lunefuldt rundt som det gode antimagtmenneske for så i »sanseløst ædru« tilstand at forvandle sig til en brutal tyran.

Som i soloerne gælder det, at den enkelte viser sin livsduelighed, men også sin skizofrene sårbarhed ved at kunne spalte sig op i forskellige figurer. Et billede på, hvordan vi i dag totalt omstillingsparate er i stand til at performe vores identitet i al dens forskelligartethed – i egenskab af kontekstafhængige situider snarere end individer (af individuus, dvs. udelelig). Men forestillingerne peger på, at det risikerer at gøre vores menneskelige kerne hjemløs.

SØGER MAN så mod fællesskabet som forankring, som resten af forestillingerne gør det, så er der tale om et truet fællesskab, hvor den enkelte tendentielt indrulleres som ensartet del af flokken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv i Tue Bierings og Jeppe Kristensens teltlejrforestilling ’Ungdom’, hvor publikum tog aktivt del i det store kollektive beach party, viste al den happy-ungdom sig nok så meget at være en gang opreklameret Sunny Beach med mørke undertoner. Og selv om de fem Tove-kloner i Elisa Kragerups og Sort Samvittigheds Tove Ditlevsen-forestilling stod samlet frem med frodig fandenivoldsk kampånd, emmede Team Tove samtidig af titelpersonens ulmende dødsforbundethed, der ramte dem alle som én.

Et hidtil uset fællesskab tonede frem i ’Hvem har æren’, hvor syriske Ibrahim Amir lod to indvandrerfamilier indtage scenen i en rablende komedie om æresdrab. Her gik der kuk i traditionsfællesskabet, og pistolerne gik på omgang, i takt med konflikternes optrapning mellem stridende familiemedlemmer.

Endelig fik Kirsten Dehlholm i ’Kosmos’ på mere universel vis demonstreret menneskets udsathed ved simpelthen at stille en flok lilleputter over for et himmelrum, der eksploderede i et visuelt orgie af galakser, glødesole og diamantstjerneregn. Dermed blev vores menneskeformat sat smukt på plads. Større er det ikke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce