Det er åbenlyst en god idé med en forestilling med sange fra – først og fremmest – 1980’ernes aarhusianske popbølge. For det er gode sange, der flød fra blandt andre Thomas Helmig, Peter A.G. Nielsen og Anne Linnet. Og det er fint, at man har valgt at medtage sange af Nephew, Medina, Nice Little Penguins, Bamse, Tina Dickow og Jacob Haugaard. Intet at klage over i den forbindelse.

Imidlertid kunne man godt have gjort sig en lille smule mere umage med at etablere en samlet idé med det hele. For trods sangenes umistelige kvaliteter, de optrædendes sikre præstationer og udstråling, et velspillende orkester og en fiks scenografi (ved Benjamin la Cour) forekommer det umådeligt rapsodisk med al den kommen og gåen og møden og skillen, og der går så lige min klasselærer. Ja, det handler om kærlighed, forstår man. Det har popmusik det med at gøre. Ikke desto mindre savner man en egentlig fortælling at hænge den der genstridige størrelse op på. Selv om den tynde historie om mødet ved et busstoppested – Graham Gouldman skrev ikke ’Bus Stop’ forgæves til The Hollies i sin tid – og hvad deraf fulgte, skal forestille en handling.

Den aarhusianske new waves frontfigurer TV-2 spiller en ganske dominerende rolle i forestillingen. Det er gruppens ’Kys bruden’, der udgør anslaget, og vi kommer pænt omkring i kataloget fra de tidsdefinerende albums anno dazumal. Men Thomas Helmig får også sin bekomst. Og det er fornøjeligt at genhøre såvel ’Nu hvor du har brændt mig af’ som ’Det er mig der står herude og banker på’. Men bollesoulklassikeren ’Midnat i Europa’ holder faktisk ikke så lidt bedre.

Den stærke fremførelse i modvind

Jokeren i spillet er punkpionererne Kliché. De er repræsenteret med ’Militskvinder’ fra debuten ’Supertanker’ – og det er ærligt talt tankevækkende, hvad man kan få folk til at klappe i takt til, hvis bare beatet ligger rigtigt. For hele den nydelig sal klaskede med stor fornøjelse håndfladerne sammen til tekst af Mao Zedong, en kommunistisk diktator af et vist format, må man sige.

De fem sangere gør det godt. Annette Heick, Trine Pallesen, Xenia Lach-Nielsen og Tomas Ambt Kofod har demonstreret deres værd for længst, mens Kris Herman – der først og fremmest er rocksanger – springer flot ind i sammenhængen med en stor og versatil stemme.

Man skal ikke undervurdere den opgave, der ligger i at fortolke sange med så ikonisk status. Først skal de vristes ud af deres oprindelige fortolkeres greb, dernæst fornys. Det lykkes ikke altid, hvad enten de fem så synger solo eller i fællig. Kris Herman er meget tæt på Helmig i sin luftige håndtering af eksempelvis ’Midnat i Europa’, men Tomas Ambt Kofod får ikke nye dybder frem i ’Vimmersvej’.

Det er mere, når sangerne er i modkarakter, det giver pote. Annette Heicks foredrag af LOC’s ’Drik din hjerne ud’ er fræk, den er sexet, og hun giver den virkelig gas. Xenia Lach-Nielsens udgave af Jacob Haugaard og Finn Nørbygaards ’Malling’ er skrydende skæg, hvilket også kan siges om en kollektiv iscenesættelse af De Nattergales ’Han spurgt’ om hun ville danse’.

Farlig trafik er Anne Linnets ’Smuk og dejlig’. En lejrbålsklassiker, der er blevet så umådeligt mishandlet i årenes løb. Men Xenia Lach-Nielsen nagler den så overbevisende, at man imponeres. Og det med et smil, der ville kunne smelte Dansk Folkepartis forhold til DR efter sidste afsnit af ’Historien om Danmark’.

»Det’ hammerhammerfedt«, synger Annette Heick. Gu’ er det så. Men en historie ville have klædt affæren.

fortsæt med at læse

Seebach-musical begejstrer anmelderne