Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jørgen Reenberg var en af de helt store scenekunstnere i det 20. århundredes danske teaterliv. Han har spillet et hav af roller på især Det Kongelige Teater. Derimod blev film og tv aldrig rigtig hans metier.
Foto: Thomas Borberg

Jørgen Reenberg var en af de helt store scenekunstnere i det 20. århundredes danske teaterliv. Han har spillet et hav af roller på især Det Kongelige Teater. Derimod blev film og tv aldrig rigtig hans metier.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

90 år i dag: Jørgen Reenberg er en kæmpe på scenen og en gæst på jorden

Skuespilleren med den frygtindgydende autoritet og ikke ringe selvfølelse har længe været en spillevende legende.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

90 ÅR I DAG:

Der er noget paradoksalt over, at kæmpen i dansk teater i dag føler sig som »en gæst på jorden«.

Det er nok ikke den – ydmyge – rolle, de fleste vil forbinde med Jørgen Reenberg.

Skuespilleren med den frygtindgydende autoritet og ikke ringe selvfølelse har længe været en spillevende legende, berygtet for at sætte Det Kongelige Teater på den anden ende, styre hver en forestilling hen over hovedet på instruktøren og æde uduelige skuespillere omkring sig til morgenmad. Med kompromisløs lidenskab.

Han burde om nogen føle sig selvskreven til at trone solidt på sit domæne som teatrets store alfahan – kun udfordret af Poul Reumert i det lange perspektiv. Gennem hele 60 år har han kæmpet, regeret og excelleret, været ude i tovene og vredet sine indvolde for at få kunsten til at ånde på scenen.

Ikke desto mindre kalder han sig »en gæst på jorden« i journalist og forfatter Me Lunds guldgrube af en biografi ’... men voksen blev jeg aldrig’, der udkom i forbindelse med hans 85-års fødselsdag. Men det er i Reenbergs ordbog et synonym for, at han han forladt arenaen. Det skete, da han 80 år gammel tog afsked med Det Kongelige i Strindbergs ’Påske’ – og til sin egen forundring følte sig færdig med teatret: »som et gammelt ringvrag, der er sluppet nådigt«.

»I’ve said my piece«, har han sagt med henvisning til sin Shakespeare. »Jeg har gjort mit spræl, og der er ikke flere spræl at gøre«.

Et givende problem med Reenberg

Mest af alt var det en enorm befrielse at slippe for »den tyndskidsprægede rædsel«, der for ham livet igennem var forbundet med det at skulle ind på scenen, selv om det i bedste fald kunne være »en forjættende, ophidsende, liderlig nervøsitet«.

Det er her, Reenbergs ydmyghed viser sig: over for kunsten. Her måtte han kræve alt af sig selv, fuldstændig nådesløst, ligesom han måtte fare frem, når middelmådighed og lørdagskylling truede med at erobre scenen. Nok kunne han sagtens være en hel forestilling i sig selv, men det har altid været selve forestillingens helhed, der – undskyld mig – fik hans pis i kog. Som instruktøren Staffan Valdemar Holm siger det i biografien – efter at have danset rundt med hans Shylock i ’Købmanden i Venedig’ og hans Filip 2. i ’Don Carlos’ – er: »problemet med Jørgen, at han næsten altid har ret«, selv om han kan være skideirriterende.

Men midt i al det reflekterende skarpsind, kæften op og Spørge-Jørgen-pedanteri var der et andet – givende – problem med Reenberg: Når han først var på scenen, gav han sig nuet i vold: »Man skal lade sig overrumple, det er det, der er teaterkunsten. En skuespiller reproducerer ikke, han skaber på ny, hver gang han går på scenen«.

Han har altid været en farlig mand, når han slap hele sit væsen løs på en scene. Et lunefuldt, egensindigt dyr, om det så var hans H.C. Andersen i ’Fra regnormenes liv’, der som en elefant i en glasbutik kunne vifte med sin store næsedug og lægge publikum ned og – næsten – få sine medspillere til at gå fra snøvsen.

Stik imod hans ikoniske snøvleadmiral i operetten ’Pinafore’, som blev hans store folkelige gennembrud (også på tv), har han på ingen måde fulgt sit eget admiralråd om »stå aldrig til søs, lad de andre stå«. Konsekvent har han søgt ud på det dybe – og er godt nok endt med priser, kors og bånd og stjerner på. Men har samtidig skånselsløst prisgivet sig kunsten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som at se et overmenneske

Den vedvarende fascination ved Reenberg som klassisk-moderne skuespiller og verbalerotiker består ikke mindst i, at han kunne forvandle sig for øjnene af én og helt korporligt anskueliggøre den åndelige transformation, der indtræffer, når teatret rammer rent.

Hør bare, hvordan den nu afdøde instruktør Sam Besekow kunne beskrive Reenbergs bemægtigelse af en rolle: »Så gror det ud i tæer, i hænder, i nære, i ører – jeg synes aldrig, at Jørgen behøver al den sminke, han gerne vil male sig selv med for at illustrere en person. Han er der virkelig fra nakkens hvirvler og ned til hælen. Karakteren springer ud og bort fra éns egne hænder, og man sidder tilbage med en dyb, dyb undren«.

Således har jeg som tilskuer gennem årene siddet og måbet – med en følelse af at have møde et overmenneske, fordi Reenberg har givet så ufattelig meget menneske på scenen: al galskab, dårskab og dæmoni, al sårbarhed, nedrighed, lune og åndfuldt vid. Det kunne være pastor Manders i ’Gengangere’, Arnolphe i ’Fruentimmerskolen’, kong Kreon i ’Antigone’ eller gamle Levin i ’Indenfor murene’ i samspil med Ghita Nørby, hans livsnære medskuespiller – for nu bare at nævne et par af de senere højdepunkter. Rollelisten synes længere end nogen kongerække.

For ham er det alvor med kunsten. Tragedie eller komedie, så var det liv eller død. Han er den sidste af sin art. En gæst på jorden, der fik sat himmel og jord i bevægelse. På scenen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden