Hvis den overdådige kongelige balletopsætning havde været et af mesterværkerne i ’Den store bagedyst’, ville man have sagt, at den var »skarpt skåret«. Det er ren øjenlyst med hele det udsøgte opbud af hvide tutuer og fransk rokokofinesse tilsat måneskinsromantik og eksotiske folkloreoptrin, der folder sig ud i en vifte af orientalske, spanske og slaviske afarter.
Men selve dramaet og den koreografiske helhed i den kongelige version af den russiske Petipa-klassiker om den giftefærdige Raymonda, der står mellem to rivaliserende mænd, er alt andet end skarpt skåret. Der er afgjort dansemæssige perler, som i flere af Raymondas soloer og i den store ungarske ’pas de dix’ i tredjeakten, hvor der i det hele taget kommer styr på og format over de kongelige geledder. Men som handlingsballet er det fra Petipas hånd en dårligt fortalt sag, og Nikolaj Hübbes version savner i den grad dramatisk nerve og hjerte. Jeg fik følelsen af at sidde over for den store marengsopsats med lag på lag af flot arrangeret dans og flødeskum for øjnene.
