Vi befinder os ude i en stor, mørk skov – og skoven hænger på hovedet.
Men det er dog først i den sidste af de tre akter i Wagners ’Parsifal’, som nu kan opleves i en ny, men allerede omdebatteret version i et af Europas førende operahuse, Den Bayerske Statsopera i München. Her, hvor sangerne er klædt ud, som om de var nøgne gamle mennesker med slaskede kroppe, har træerne i hele første akt faktisk rødderne nedad og trætoppene opad. Det vender vi tilbage til.
Grunden til, at skoven ender med at hænge på hovedet, er, at manden, der i München er valgt til at forløse Wagners kristne mysteriespil om helten Parsifal, hedder Georg Baselitz. En kunstner, der i et halvt århundrede har været kendt for at male sine motiver, så de fremstår omvendt. Baselitz har lavet store, rå træskulpturer med motorsav, så det sårede træ har fået voldsomme ekspressionistiske kvaliteter, og i de senere år har menneskene på hans malerier set ældede, nøgne og afkræftede ud.
Det spiller alt sammen perfekt i forhold til ’Parsifal’. En opera, der netop cirkler om temaerne lidelse, alderdom, krop, sjæl og forløsning.
