Selvfølgelig er der lysekronen, som i begyndelsen er på auktion og sætter fortællingen i gang, og som siden spiller en rolle i historien om det vansirede, kærlighedsbesatte operafantom og hans attråede Christine; men den er faktisk kun – om end sikkert teknisk vanskelig at håndtere – en mindre gimmick i forestillingen. Andre effekter melder sig klarere i hukommelsen efterlods:
Der er Fantomets tilsynekomst på en stukbalkon med et motiv, der er sådan lidt #MeToo på den gotiske facon. Der er en lydefri sejltur i underjordisk farvand, og der er en skov af kandelabre, som gror frem af scenegulvet. Lysende og stemningsskabende symboler for den mentale og musikalske nat, forestillingen udspiller sig i.


























