Christian Lollike og ’Sandmanden’ synes at være skabt for hinanden, umiddelbart et allerhelvedes godt match.
I E.T.A. Hoffmanns skrækromantiske fortælling fra 1817 optræder der en mand, der kaster sand i øjnene på de børn, som ikke vil sove, så deres øjne til sidst falder ud af øjenhulerne. Lollike er tilsvarende kendt for at opsøge det ubekvemme standpunkt og slynge ubehagelige sandheder i hovedet på publikum, så vi ikke kan falde i hverdagsbevidsthedens konforme søvn. Tænk bare på hans pandemisk urovækkende dramatiske installation af Saramagos ’En fortælling om blindhed’, hvor publikum helt fysisk blev berøvet synet og lagt ned.




























