Det mest slående og bemærkelsesværdige ved ’Ugens Rapport’ på Det Kongelige Teater – ud over at der i anden del af stykket kommer et fly ind på scenen – må være fraværet af damer. Vi taler trods alt om alletiders største og mest lumre danske mandeblad. Vi taler trods alt om 1970’erne. O.k., ret skal være ret: Der er i det mindste kvinder ansat på bladet, og Kurt Thyboes kone, Marianne, har smidt tøjet, da vi første gang ser hende, men det er også hjemme i privaten.
Men så stod det i løbet af stykket også klart, at det er stykkets – og måske også bladets – store paradoks, at vi tilsyneladende har at gøre med en uskyldstid i den kulørte danske presse, hvor man – med Thyboe i spidsen som chefredaktør – troede på det skrevne ord og den gode historie, selv om den helst skulle bestå af en uskøn blanding af sex og vold.
