Forestillingen er frem for alt en billedstorm. Bevares, der er også sangere med – endda både voksne og børn – foruden akrobater og flyvende statister. Men det er Es Devlins spektakulære scenografi, der tager magten i Den Kongelige Operas nye familiesatsning, ’Den fiffige lille ræv’. Den er fantastisk, den scenografi! På en og samme gang overvældende, original og enkel at afkode. Den fylder det enorme scenerum fra gulv til loft, og den gør det med en farvestærk krible-krable-verden af orme, insekter, fugle og pattedyr, der får det til at lugte af mos, forårssol og skovbund indenfor i Operaen.
LÆS OGSÅ Børneopera henter inspiration i computerspil og Pixar-tegnefilm
Fuglene pipper, allerede inden dirigenten overhovedet har sat musikken i gang, og hvis handlingen i ’Den fiffige lille ræv’ af den tjekkiske operamester Leoš Janácek var lidt mere Disneyagtig, så havde det været en børneforestilling af den slags, nutidige børn bare labber i sig.
Men hos Janácek er historien ikke helt så enkel, som scenografien foregøgler, når den menneskelige verden med dens firkantede kassetænkning fra begyndelsen slår en kileformet sprække i den levende, organiske natur.
Børn skal tages ved hånden
Janáceks opera om en fiffig lille ræv, der vokser op og gør sig sine smertelige erfaringer med mennesker, er et nuanceret eventyr af den slags, der både gør ondt undervejs og ender trist.
Ræven fanges og mishandles af en skovfogedfamilie, men gør sig fri og oplever voksen kærlighed med en flot hanræv.
Hun får unger, men ender med at blive skudt, inden skovfogeden i sidste scene kan læne sit hoved mod den bløde skovbund og erkende, at vi alle, dyr såvel som mennesker, er del af naturens barske og ikke særlig Disneynuttede livscyklus. Den historie kræver, at man tager sine børn godt ved hånden, hvis de skal hænge ordentligt på hele vejen igennem halvanden times operashow uden pause. Men der er gode grunde til at gøre det. Mennesker som papirklip Ikke alene er Es Devlins wagnerske farveorgie fantastisk. Det er Janáceks panoramiske musik også.
