På papiret og måske også i øvelokalet har det sikkert forekommet som en fremragende idé at sende en nutidig joke tilbage i tiden og udsætte den for diverse komiske stemmer fra de seneste seks årtier. Men i praksis viser det sig noget mere problematisk. Og allerede der, forholdsvis tidligt, støder Andreas Bos - årets komiker og årets tv-skuespiller sidste år - komiske projekt på farlige klipperev.
Bundtung omgang For her sidder man i det herrens år 2012 og får voldsomme tilbagefald til ingen ringere end Eddie Skoller, da denne i slutningen af 1970'erne lod Tom Paxtons 'What Did You Learn in School Today' danne afsæt for sine evner som sproglig og musikalsk entertainer ved at filtrere den gennem et antal nationaliteter og sprogtoner. Andreas Bo er slet ikke i nærheden af Skollers musikalitet, når han eksempelvis med Osvald Helmuths stemmeføring og mimik fortolker Casper Christensens angivelige morsomhed om, hvad han foretager sig i soveværelset med en kendt tv-personligheds voksne datter. LÆS OGSÅAndreas Bo er kongen af pjank og pjat Eller når det er Det Brune Punktum, det går ud over. Og hans forsøg på at reformulere Dirch Passers kanoniserede - og fra amerikaneren Art Metrano tyvstjålne - 'Fingernummer' er frygteligt. Meget lidt morsomt, men til gengæld en anstændig parodi på vort lands store, afdøde komiker. Tilsvarende bundtung er en omgang, hvor et par håndfulde af nutidens store popstjerner ankommer til TV 2 Charlie på deres livs aften. Og igen er det ikke på grund af parodiernes kvalitet.
Fremragende parodist I bund og grund er Andreas Bo en fremragende parodist, som formår at udnytte sit ansigts plasticitet og sin stemmes rækkevidde samt sin indiskutabelt fremragende iagttagelsesevne til at genskabe sine 'ofre'. Problemet er et andet: Det, han lader sine figurer gøre og sige, er ofte slet ikke på niveau med impersonationens kvalitet. I løbet af de to fuldfede sæt, 'Plagiat' består af, kommer Andreas Bo vidt omkring, hvilket vil sige, at han optræder som rigtig mange andre.
Morsomt og vedkommende Han spiller også sig selv, og når det er udgangspunktet for hans videre parodierende rablerier, fungerer det til gengæld fuldstændig fremragende. I et forløb om sin egen skilsmisse, hvor han fabulerer over, hvad han gerne ville have sagt til sin kone, med nogle kendte stand-up-komikere som verbale matricer, er det bedårende morsomt og vedkommende. Og et stykke kropslig slapstick, der handler om hans egen fremtoning, løfter også niveauet betydeligt. LÆS OGSÅBremens triste mand: Jeg har det bedst, når tingene går galt
Forestillingens centrale tema er selvfølgelig det dilemma, en parodist bestandig står i: at være sig selv eller nogle andre. Hvilket sættes på spidsen, da komikeren beretter om sit forhold til det modsatte køn. For hvordan er det at blive attrået som alle andre end lige akkurat den, man er? Ikke særlig morsomt i virkeligheden, men ret sjovt som sketch.
Voldsomt svingende Helt generelt er showets problem, at materialets kvalitet er så voldsomt svingende. De bedste af teksterne er vitterligt ganske ekstremt skægge og fik også denne anmelder til at grine, så tårerne trillede. Til gengæld er de ringeste så slemme, at det virkelig er uha. Tilbage står imidlertid, at Andreas Bo er sjov for alvor. Men han er også for meget. Han er bedårende som Johannes Møllehave, som han rammer på kornet med skarphed og sødme. Mens hans Ole Thestrup kammer over i det grimasserende, fordi forlægget selv arbejder på kanten af sin egen parodi. Og det kommer Andreas Bo også til: Han bliver en parodi på en parodi af en, der laver parodier. I den afsluttende sang synger han håbefuldt rimende, at han håber, at showet vil more alle, både almindelige mennesker og så den, der skriver disse linjer. Det gør han. Bare ikke nok. Og det er virkelig ærgerligt, når nu manden er så pokkers dygtig.