Den lille scene på Teater Får302 ligner den reneste og hvideste white cube, jeg længe har set. Alt er hvidt, selv den mindste elinstallation i loftet. Vi sidder foran en slags vinduesparti, der afskærmer os fra alt det hvide derinde i scenerummet. Og fra dem. De tre ansigtsløse væsner i sci-fi-agtige dragter, der ligner hvide fugle på to ben fra en fjern planet og bevæger sig underligt til en mørk, pulserende musik. De vifter med armene, som om de talte med hænderne. Enkelte blandt publikum fniser.
Jeg tror et øjeblik, jeg er kommet til after party hos modedesigneren Henrik Vibskov i et dyrt kunstgalleri i Indre By. Men så krænger væsnerne de mærkelige dragter af, og Teater Får302’s faste skuespillerensemble kommer til syne. Birgitte Prins tager en mikrofon og taler med messende, næsten besat stemme, om »blomstens åbning« og dens afhængighed af omgivelserne. Pauli Ryberg får et fremmedgjort, skeptisk udtryk i ansigtet og forlader scenen. Charlotte E. Munksgaard følger efter, og vi hører kort et skænderi mellem de to ude fra kulisserne. Munksgaard kommer til syne igen og fremsiger en monolog om »det Reumert-vindende Teater Får302«, med det mest lidende udtryk af lede i ansigtet og fråde om munden.
