Et er at sidde med tøflen bespændt som en hvalfisk i sin allerfineste form, mens landsholdet i håndbold – denne gang kvindernes – kæmper på skærmen. Med liv og sjæl og hver en fiber i kroppen går de til bolden, så ingen modstander kommer til at dø i synden eller får et billigt point på deres vagt.
Det er seriøst spændende. Af og til mere end godt er. Men samtidig fyldt med smukt spillede angreb og indstuderede mønstre, der endda for visses vedkommende bærer morsomme eller arkaiske navne: Barcelona, halv pizza eller DDR – sidstnævnte måtte forklares til yngre seere, som ikke formodes selv at kunne mønstre informationer om, at der engang var to Tysklande, et godt og et ondt, og det sidste, som var styggefyggepy kommunistisk, gik under initialerne DDR, hvilket stod for Deutsche Demokratische Republik. Og kan hænde, at styreformen var alt andet end demokratisk i moderne vestlig forstand. Men håndbold kunne de altså spille i en grad, at visse plays stadig er gangbare på banen i en international turnering.
