En af verdens bedste krimier hedder ’Løftet’. Den er skrevet af den schweiziske dramatiker Friedrich Dürrenmatt og handler om en genial politimand, som lover at opklare mordene på små piger i røde kjoler og gule fletninger. Dürrenmatt gav sin roman undertitlen ’Rekviem over kriminalromanen’, hvilket de fleste filmatiseringer af mesterværket ser bort fra.
Forfatteren brød frem for alt den uskrevne lov i krimigenren, at man skal være granvoksen for at blive til gådefuldt lig. Ikke noget med at slå små børn ihjel. Men schweizeren, som var protestantisk præstesøn, skildrer også – derfor undertitlen – at der findes ingen hyggelige mord, ingen guddommelig detektiv.
Bogen giver et mere barsk signalement af den meningsløse død end i den whodunit, du læser i hængekøjen i et hjørne af haven. Den er fra 1958. På det tidspunkt havde man i Danmark endelig fået en barnemorder under lås og slå. En drabsmand, som skulle komme til at ændre vort syn på børn, seksuelle overgreb og nødvendigheden af åbenhed omkring børns realistiske vilkår.
Historien om otteårige Anne, der bliver fundet brutalt myrdet og seksuelt skændet i 1947, bliver fortalt i serien ’Danske mord.’ Og når den adskiller sig fra mange andre sager, er det dens socialkulturelle betydning for vores syn på kriminalitet i almindelighed, den, som truer vore børn i særdeleshed.
Dürrenmatt indskriver det tragisk som forholdet mellem borgere og politi. Løftet, som mangen en politimand har givet fortvivlet og forgæves til sørgende forældre om at finde gerningsmanden. Men nogle gange, alt for mange gange, ligner realiteterne mere en græsk tragedie end en detektivroman af Agatha Christie.
’Barnemordet der rystede Danmark’ er dramatisk fortalt. Sådan som den genre, vi engang kaldte for sande mordsager, men nu partout kalder på engelsk, true crime, kræver det på skærmen. Iscenesatte optrin med statister i kostumer og så dokumentarfilm og avisklip fra tiden. Heldigvis er det først og fremmest de glimrende eksperter, der gør udsendelsen mindre kulørt. Politiet er i årevis på bar bund og borgerne bekymrede. Efterforskningen afslører pædofile overgreb, og man forfærdes endnu mere. Endelig kommer der et skred i opklaringen, morderen findes og fængsles.
Her i Danmark, hvor besættelsens sidste landsforræder bliver skudt i 1948, blusser kravet om genindførelse af dødsstraf op i medierne. Retsvæsenet holder stand, men den dømte får faktisk en hård straf. Han kastreres og sendes i fængsel på livstid. Da han kommer ud i 1980’erne, begår han sporenstregs selvmord.
Dürrenmatts dødsmesse over krimigenren var kun midlertidig. Mordet på Anne blev heldigvis opklaret, men med en sund eftertanke for de mange læsere, som bare skal have en krimi til sofaen og sommerhuset: Mordets simple kunst på siderne er altid en tragedie i virkeligheden.
fortsæt med at læse
