’Troldspejlet’s vampyrudgave er bragende god og entusiastisk kulturformidling. Men trods energi og vilje fik Stegelmann ikke helt skovlen under den blodsugende antihelt, skriver Henrik Palle i denne klumme.
De blodsugende bæster er jo en stærk seksuel metafor
Sexologen og parterapeuten Julie Houe havde interessante pointer om vampyrfigurens dobbelthed i 'Troldspejlet'. Foto: Troels Møller/DR
Lyt til artiklen
Henter...
Vampyrskikkelsen er ældgammel og med sin komplekse symbolske status også evigt aktuel. For som begærsvæsener, materielt som mentalt, er vi alle et eller andet sted vampyrer for en metafysisk stiftsøvrighed.
Vi står op om morgenen og skal have hakket boksene af i Maslows behovspyramide, hvad enten det så er sandkage, sex eller stoffer, der står øverst på listen. Og derfor fylder vampyren en hel del i populærkulturen. Fordi den er så versatil en karakter, som både kan være klassisk gyserfigur, spleen-ramt moderne menneske, actionhelt, melankolsk og forelsket teenager samt regulær inkarneret ondskab.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
