Tænk, at kunne rejse i tiden! Og så giver ’Timeshift’ endelig muligheden for netop det. Sådan da. I stedet for at hidkalde moralske tømmermænd, dårlige lærere eller ekskærester, står den her på lejemordere, skuddueller og enorme eksplosioner. Alt sammen fordi den gale videnskabsmand Dr. Aiden Krone har pillet ved rum-tid-kontinuummet, og du, den ansigtsløse altopofrende soldat, er naturligvis Jordens sidste håb. Bevæbnet med pistol, maskingevær, snigskytteriffel og – ikke mindst – en eksperimentel dragt, der kan sløve, pause og sågar spole tiden tilbage, begiver du dig af sted fra 1930’erne til fremtiden og tilbage. Et godt afsæt til en fortælling, men desværre aldrig et afsæt, der virkelig udnyttes. ’Timeshift’ tilbyder masser af slørede, syrede billeder og ildevarslende snak om dommedag, men sjældent forklaringer på de spørgsmål, der dukker op et efter et. Hvad har Dr. Krone gjort under sin rejse? Hvordan påvirker hans handlinger i fortiden den reelle nutid? Og hvorfor har han gjort det? Ikke ulig Simon Wells’ film ’Time Machine’ fra 2002 virker ‘Timeshift’ så benovet over tidsrejsens blæreeffekt, at fortællingen er blevet skubbet i baggrunden. Men det er bestemt også blæret udført. At sætte tiden på pause, løbe hen til en fjendtlig über-soldat, affyre sit haglgevær, sætte tiden i gang igen og se blyet rive ham i hundrede stykker. Eller at spole tiden tilbage, undgå snigskyttens projektil og i stedet liste sig en anden vej. ’Timeshift’ besidder med sine dystre ødelagte storbyer À la ’Gears of War’ og åbne, farverige landskaber À la ’Far Cry’ et alsidigt og teknisk imponerende look og giver i form af tidsmanipulationen en yderst interessant gimmick. Men mere end en gimmick bliver det desværre aldrig.