Naboer, underboer, kærester og koner kan godt begynde at forberede sig på et gruopvækkende syn. For der er garanti for undrende blikke, når det fremmede rumvæsen, der iført stramme læderbukser og en lille plasticguitar, står med et saligt smil og hopper manisk rundt hjemme i dagligstuen. Med 'Guitar Hero' bliver hverdagen ikke længere den samme for horden af musikelskere, der, siden de første guitarsoloer blev sendt ud i æteren, har dyrket den fornemme luftguitar-kunst. Dog er det et studie i dårlig smag, når man i 'Guitar Hero' pakker spillets forholdsvis lille plastikudgave af Gibson Firebird-guitaren ud, spænder skulderremmen ind og derefter stiller sig med spredte ben, slår håret ud og føler sig som en ægte rockgud. Største umiddelbare skuffelse er dog, at plasticguitaren har en størrelse, der gør, at man mest af alt ligner en besat ukulelespiller frem for en benhård stjerneguitarist. Guitaren er tydeligvis designet, så børn ned til 7-8 år kan være med, hvilket trækker godt op, men gør, at det især set udefra er et urkomisk syn at betragte unge som gamle, når de med enfoldige smil og dyb koncentration kæmper sig gennem spillets snørklede guitarsoloer. Farvel til luftguitaren 'Guitar Hero' er ren teknologisk set ikke nogen større nyskabelse, men blot nyeste indslag i en længere række rytmespil til PlayStation 2, hvor spilleren skal trykke på de knapper, der ruller over skærmen, i den rigtige rytme og rækkefølge. Men med en 'ægte' guitar som controller samt muligheden for at forvrænge tonerne med den såkaldte whammy og fem store knapper på gribebrættet i stedet for strenge er det svært ikke at sluge illusionen af, at man vitterlig spiller rigtig elspade. Dette forstærkes yderligere af spillets flotte arbejde med at genindspille eksakte kopier af kendte klassikere som 'Smoke on the Water', 'Iron Man' og 'Killer Queen', for her isolerer spillet guitarsporet på alle numrene, så man tydeligt kan høre, når man ikke rammer den rigtige tone i soloen. Går det galt, hører man i stedet en forkølet boing-lyd, der svier helt ind i enhvers rocksjæl. Heldigvis er spillet så pædagogisk indrettet, at alle kan være med. De fire sværhedsgrader har indflydelse på, hvor mange af gribebrættets 'akkorder' - symboliseret med knapper - man skal bruge under numrene. Så hvor de øvede spadevirtuoser trygt kan kaste sig ud i kunsten at benytte alle fem knapper, fordrer det laveste niveau kun, at man kan overskue tre akkorder. Scenen er din Det mest magiske ved 'Guitar Hero' er dets magnetiske tiltrækningskraft på omgivelserne. Under vores test fik vi mulighed for at prøve guitaren af på et bredt udvalg af den danske befolkning, og resultatet var overrumplende. Stille bibliotekarer stod og rockede med hele kroppen, mens selv nybagte forældre for en stund forlod deres lille øjensten og gav sig fuldstændig hen til musikkens verden. Fællesfølelsen for dem alle var, at 'Guitar Hero' gjorde, at de følte, de kunne spille på et instrument. Hvilket er såre godt for selvværdet i disse stjernebestrøede tider, hvor den bedste sendetid er helliget såvel kendte som ukendte, der viser deres kreative sider - og manglen på samme. Der følger 30 klassiske guitarnumre med 'Guitar Hero' samt små 20 mere ukendte størrelser fra den amerikanske undergrundsscene. Alle klassikerne er coverversioner, hvilket trækker en smule ned, men de er alle indspillet med stor respekt for originalen og vil kun vække mishag hos rigtige kendere. Samme flok vil sandsynligvis også blive genereret af den noget korte ledning fra guitaren, der ikke levner det store albuerum til at rocke løs foran fjernsynet. Men det er detaljer i, hvad der må betragtes som en oplagt gave for de tonedøve og uden tvivl den hurtigste genvej til at kunne tøjle en rockguitar - hvis blot man undlader at gribe fat i en rigtig guitar bagefter i den tro, at man nu kan stå for aftenunderholdningen rundt om lejrbålet. lordagsliv@pol.dk