Spillet bag 'King Kong' er et af de hidtil bedste, der er bygget over en film. Grunden er enkel: Grænsen mellem film og spil er her reelt udvisket, for 'King Kong' både lyder og ser fortryllende ud. Peter Jackson, den tidligere så trinde 'Ringenes Herre'-instruktør, har som den første instruktør været tæt knyttet til et computerspils udvikling, men den genistreg, der for alvor gør et ellers simpelt actionspil til mere end blot en forudsigelig filmlicens, tilfalder spillets chefudvikler, franske Michel Ancel, med succesrige spilserier som 'Rayman' og det eminente 'Beyond Good & Evil' på sit cv. Medrivende illusion I 'King Kong' er Ancels tilgang herligt enkel: Alt, hvad der minder os om, at vi sidder med et computerspil, er fjernet. Det vil sige, at spilskærmen er blottet for brugerflade. Her er intet sigtekorn, ingen kasser med ekstra helbred eller abstrakte tal oppe i hjørnet for at angive, hvor tæt man er på at dø. Alt er tænkt anderledes og filmisk, og dermed kan spilleren i rollen som manuskriptforfatteren Jack Driscoll for alvor leve sig ind i de medrivende begivenheder, som det lille filmhold kommer ud for efter landgangen på den ugæstfrie ø Skull Island. Helt intuitivt gik vi således i panik og flygtede fra angribende fjender, da skærmen blev rød, mens en dunkende hjerterytme hamrede febrilsk, og al lyd blev forvrænget. Og dinglende på kanten af sofapuderne sad vi, da vi kun sparsomt bevæbnet nedlagde et kobbel dinosaurusser. Spillets iscenesatte realisme spiller også ind på et sparsomt våbenarsenal, der i hovedparten af spillet tæller en spinkel håndpistol og primitive træspyd. Så i modsætning til markedets andre actionspil bliver 'King Kong' ikke gennemført med benene på bordet og selvsikker mine. Det forlanger tværtimod mod, indlevelse og hurtig taktisk tænkning. Fra realisme til pop Desværre har Michel Ancel ikke kunnet nære sig for fristelsen til at give spilleren mulighed for at kontrollere hovedpersonen i gorillaen Kong. Dermed skal man som Kong oftest løbe gennem baner for at befri kvinden Ann og til sidst kæmpe mod enorme fortidsøgler. Forandringen fra sårbar manuskriptforfatter, der klamrer sig til et træspyd, til en tonstung klump af gorillamuskler fungerer kun til nød; det er berusende at opleve historien set fra Kongs perspektiv, men det skaber et unødigt afbræk i spillets ellers fortættede stemning. Dog et minimalt irritationsmoment i et ellers sublimt spil. 'King Kong' er et særsyn i computerspilbranchen, hvor vanetænkning og nemme løsninger tidligere har forpurret ellers oplagte spil på basis af spillefilm. Et grimt ekko af dette lurer i spillets PSP-udgave, der er en groft tilhugget udgave af de ellers fuldkommen ens pc- og PlayStation 2-udgaver, og hvor alt indbygget drama og dialog er skåret væk. Bedst tager spillet sig dog ud på Xbox 360, men uden at det nogensinde udnytter alle maskinens muskler.