Hvornår har du sidst snøftet salte tårer over et computerspil - og ikke blot dem udgydt i desperation over at få tæsk af junior eller computeren? Computerspil vækker desværre sjældent samme genklang i sindet som en film eller bog, måske fordi det er vanskeligt at føle sig nært knyttet til højthoppende blikkenslagere, ukropslige guder, sære superdyr eller maskingeværsvingende machomænd. Men uanset grunden er billedet et andet med menneskesimulationen 'The Sims', for her må tårekanalerne ofte i sving af både latter og gråd, når man som almægtig legesyg gud kan skrædderspille sit eget interaktive dukkehus lige fra typen af møblerne, og hvor jacuzzien skal ligge, til hvordan ens små dukker skal gebærde sig livet igennem. Med det første 'The Sims' fra 2000 blev hverdagen sat sælsomt vanedannende på spil, men 'The Sims 2' er en helt igennem eksemplarisk fortsættelse, der egenhændigt formår at hæve niveauet for computerspillet som et fortællende medie. For følelserne sidder på første række, når man klikker løs på sine små virtuelle mennesker - her kaldet simmer - og føder børn, bliver fyret, finder kærligheden, går i hundene eller vover det første kys. Og det fordi man uden filter kan forholde sig til, hvad der sker på skærmen, når 'The Sims 2' simulerer din og min hverdag langt mere nuanceret på ondt som godt. Virtuelle kæledyr 'The Sims 2' er basalt set tre ting i pakket ind i et computerspil: en arkitektursimulation, hvor man kan bygge egne huse fra grunden, et både eftertænksomt og kreativt stykke legetøj og en detaljeret menneskesimulator. Isoleret set ville blot en af disse være et godt grundlag for et spil, hvilket gør, at 'The Sims 2' besidder en så næsten intimiderende stor dybde, at man som menig anmelder må give fortabt på forhånd. For det er ganske enkelt umuligt at presse finesserne ved en så detaljeret livssimulation ned på en enkelt avisside. Efter at have slidt sig igennem syv udvidelsespakker til forgængeren, synes 'The Sims 2' som en frisk tornado, hvis mest nyskabende element er, at ens simmer nu ældes. Begynd med et spædbarn, hvis eneste mål er at vokse sig større og blive elsket af sine forældre, og slut af med at trille terning med Døden, for i 'The Sims 2' gennemspiller man hele liv på få timer. Som tidligere er hver eneste sim som et elskeligt virtuelt kæledyr, der skal passes og plejes, mens man via behovsmålere konstant kan se, hvor veltilpas simmen er - alt fra trykket mod blæren og sultniveauet til behovet for et bad. Simmernes ønsker Ud over disse naturlige behov har hver sim nu også fire ønsker og tre bekymringer eller fobier. En romantisk sim kan for eksempel ønske sig at kysse med fem forskellige andre simmer, men samtidig frygte at blive opdaget, og en videnssøgende sim er glad, hvis han bliver klogere, men bange for ikke at få et solidt forskerjob. Dette system af ønsker og bekymringer er en klar forbedring siden forgængeren, for jo bedre man er til at opfylde simmernes overordnede ønsker og bestræbelser, jo mere autonomt klarer de selv de mere monotone opgaver, så man ikke længere behøver at stressklikke sine simmer mod toilettet eller køleskabet hvert andet minut. Ambitionerne styrer Foruden aldringen er det to andre fundamentale forbedringer, at hver sim kan huske større begivenheder i sit liv samt besidder en grundlæggende stræben igennem hele sit liv. Et spædbarn søger alene at vokse sig større, men senere på vej i livsbanen skal man vælge, hvad barnet vil gå efter: familie, rigdom, viden, romantik eller popularitet. Ud fra dette valg fastlægges dine simmers basale ønsker og bekymringer, men selv to simmer med samme stræben kan ende i forskellige job og livssituationer. Slet og ret fordi du har kontrollen og dermed også kan bestemme, at den popularitetssøgende simmer ikke skal have nogen venner. Du er gud, og kan eksperimentere på alle leder og kanter. Fra begyndelsen i 'The Sims 2' kan man enten vælge at styre en familie, der er fastlagt på forhånd, eller skabe sin helt egen og selv udforme deres hjem og udvikle deres karrierer og forhold til andre simmer. Og tro mig: at klikke livet på plads hos en 2,4-barns familie kræver et større strategisk overblik og velovervejet musefinger, for her vil jævnlige mundhuggerier og hverdagsproblemer, som hvem der bærer skraldet ud, passer babyen, køber ind og passer jobbene, være sikre modspillere. Tre nabolag Kendetegnende for 'The Sims' er graden af personalisering, fordi det ligger frit for at kreere sine helt egne nabolag og bruge dagevis på at udsmykke dem med de rigtige huse, blomster og familier. Men hvis man ikke har tid eller mod på at skabe sin egen familie, er der tre eksisterende nabolag fyldt med familier, man med det samme kan hoppe ned i. Disse går fra byen Nydeligrup, der er en opdateret version af byen kendt fra det første 'The Sims', over Særby, hvor excentriske simmere, rumvæsner og spøgelser er dagligdag, til Veronaville, der ligner Europa og lægger scene til en opdateret udgave af 'Romeo og Julie' - som man selv kan spille og bestemme udfaldet af. Oven i mulighederne for nabolag er det forpustende imponerende, hvor detaljeret man kan designe sine simmer fra deres mindste øjenbryn til tykkeste hage, så man kan snildt få sig en vellignende kopi af hele sin familie. Når spillet først ruller, har man ikke kontrol over, hvordan kommende børn udvikler sig, men på genial vis arver nyfødte simmer deres forældres personlighed og fysiske træk. Til begge lejre Men humlen bag spillets genialitet er, at i 'The Sims 2' vil ens simmer ofte sukke efter ting eller handlinger, som ikke har umiddelbare løsninger. Min ene sim ønskede sig således pludselig at dyrke 'woo-hoo' offentligt - 'woo-hoo' er spillets dæknavn for sex - men hvad hvis min virtuelle kæreste i spillet ikke er med på det? Skal du så ignorere din sims behov, være kæresten utro, eller forsøge at overtale hende til det? 'The Sims 2' tvinger én ud i et væld af disse moralske lakmusprøver, og det giver et svært interessant spil på alle planer. Og i og med at simmerne nu bliver gamle og dør, kan man ikke nå at indfri alle ønsker i deres liv, så man er tvunget til at vælge ud og tage afgørende beslutninger: Skal jeg prioritere kærligheden over jobbet ved at bruge mere tid derhjemme, eller vælger jeg at gå stik imod simmens ønsker? Målene er ikke fastlagt, spillet er i princippet uendeligt, for det er kun dig selv, der sætter de overordnede succeskriterier. Indlevende grafik Det er foruroligende, så lidt forkert 'The Sims 2' træder, for trods spillets mange nye features vil både garvede som nye spillere føle sig underholdt. Det skyldes især, at simmerne har disse ønsker, hvilket giver én det klare formål at stræbe efter at opfylde disse, og dermed føler man spillets frihed knap så overvældende. Også yngre spillere kan få stor glæde af spillet, da alt undervejs er tolket humoristisk afvæbnende og dermed i høj grad børnevenligt. Og så fordi spillet er på dansk hele vejen igennem, mens simmerne som tidligere taler 'simlish', der er en humoristisk blanding af babypludren og volapyk. Stor ros skal spillets superbt detaljerede 3D-grafik også have, for særligt simmernes animationer er blevet langt mere naturtro. Nu kigger de på hinanden, presser benene sammen, når de skal tisse, og det er umuligt ikke at smile, når en mor krammer sit barn. Eneste egentlige smånykker er spillets lange loadetider, og at grafikken kan finde på at hakke i det - selv på nyere grafikkort. Samtidig er det vigtigt at have en hurtig pc med et nyere grafikkort klar, for 'The Sims 2' kræver langt mere end sin forgænger. Grunden til, at 'The Sims 2' endnu engang skriver spilhistorie, er, at to spil aldrig er ens. Her handler det ikke om at vinde eller tabe, men om at eksperimentere, opleve og lege. Den personlige kreativitet er sat i den varme stol, og spillet kan på mange punkter ses som et spejlbillede af, hvordan vi vælger at leve - eller måske netop ikke leve - vores liv. Af samme grund bliver man aldrig færdig med 'The Sims 2', for det er uendeligt varieret og kan tilpasses dig og din spillestil. Så lige så længe vi har liv og lyst til at eksperimentere og finder fascination i livets genvordigheder, vil 'The Sims 2' stråle som det mest uforgængelige og vedkommende computerspil nogensinde. thomas.vigild@pol.dk