Den franske hellebardbataljon tordner nådeløst mod min hovedstad, men hurtigt beordrer jeg mit kavaleri til at angribe i en knibtangsmanøvre, der sammen med den vedvarende tykke regn af katapultsten sætter en brat stopper for al frankofil fremrykning. Manøvren virker, men desværre kun midlertidigt, for 300 år senere kommer hævnen: To franske kampvognseskadriller flankeret af bombefly og artilleriild gør, at jeg må se min romerske civilisation styrte i grus. Hvis ikke ambitionsniveauet og historiens vingesus tager pusten fra én i 'Rise of Nations', så giver det færdige spil én dødsstødet. For det er uhyre sjældent at spille et på en gang så actionmættet, men samtidig usædvanlig dybt strategisk spil, der trods sine mange muligheder og store tidsspænd på ni tidsaldre over 6.000 år altid er overskueligt og logisk. Og så alle slags spillere kan være med, hvad enten de er rekrutter eller garvede skrivebordsgeneraler. Der er mange måder at spille 'Rise of Nations' på, men en god start er spillets hovedkampagne, hvor man som en ud af 18 forskellige civilisationer fra aztekerne til mongolerne skal lægge verden for sine fødder. Det foregår i skift mellem overordnet taktisk planlægning på et stort verdenskort og i territoriale kampe - en umådeligt medrivende blanding, der nemt forgriber sig på ens nattesøvn. Går man på internettet, er der her et utal af muligheder for at dyste mod andre, så 'Rise of Nations' er et spil, du ikke bliver færdig med i år. Den eneste ulempe er den på nogle punkter gammeldags 2D-grafik, der dog er funktionel og praktisk, idet man slipper for at fumle rundt med alskens popsmarte synsvinkler midt i kampenes hede. Men det er i spillets geniale balancering, at årsagen til dets topkarakter kan findes. 'Rise of Nations's enorme tiltrækningskraft bunder i den dybe, men samtidig overskuelige brugerflade kombineret med et væld af strategiske muligheder. Her giver det fed tilfredsstillelse, når man slår fjenderne tilbage, fordi man tænker taktisk og ikke blot er hamrende heldig på det rigtige tidspunkt. Så selv om spillet scorer de allerbedste ideer fra tidligere strategispil, er dets genistreg, at det samler og reformerer dem i en stort set perfekt balancegang mellem en dyb strategisk kompleksitet og en lettilgængelig spilbarhed. 'Rise of Nations' er simpelthen dette årtusinds sande arvtager efter 'Age of Empires' og rent designmæssig et skolebogseksempel på, hvordan et strategispil skal skrues sammen.