I Japan er noget grueligt galt. En ond shogun er blevet dæmonelsker, og han skal stoppes med sværd og hug. Så der er lagt op til monsterbaskning i bedste hack'n'slash-stil, som vi kender det fra 'Diablo'. 'Throne of Darkness' er grundlæggende 'Diablo' i Japan bare kedeligere. En hård påstand, men basalt set går begge spil ud på præcis det samme. Den største forskel er, at hvor man i 'Diablo' styrer én person, styrer man fire i 'Throne of Darkness' (ToD). Kort fortalt render man rundt i landsbyer og landskaber i en japansk mytologisk verden med troldmænd og samuraier, der slår monstre ihjel. Monstrene giver erfaringspoint, når de dør, og smider samtidig våben, rustninger, magiske genstande og guld fra sig. Med den øgede styrke, våbnene og guldet kan man så slå endnu stærkere og større monstre ihjel, der igen smider våben, guld og erfaringspoint. Oven på dette gameplaykoncept er der lagt en række grafiske skabeloner som nysselige borg- eller skovscenarier med forskelligt udseende modstandere, der hver især besidder deres egne specielle angreb. Det hele ses fra fugleperspektiv, så man har det bedst mulige overblik. Dette koncept kaldes for rollespil inden for computerspil til trods for, at det ikke går ud på at spille en rolle, men i stedet fokusere på taktik, reflekser og overblik. For meget skrammel Konceptet har garanteret Blizzards Diablo-serie en enorm succes, og det er da også to udbrydere fra spilfirmaet, der står bag ToD. De har skabt en klon, der spiller på nøjagtigt samme tangenter: Lysten til at blive sej og finde labre ting. Konceptet ville måske have fænget, hvis det ikke var fordi, at monstrene smider for mange ting. Rygsækken bliver fyldt hurtigere op end Tokyo-metroen i myldretiden og ofte er der så meget skrammel, at man bruger den ene halvdel af tiden på at slås og indsamle, og den anden på at sortere rovet. Et rent mikromanagement-helvede især når man skal holde rede på flere forskellige samuraier. Baggrundshistorien er som trukket i en automat. En shogun har opnået udødelighed ved hjælp af en magisk drik, der gør ham og hans soldater til dæmoner. De er onde og vil dræbe alle, og de skal så besejres; ikke ligefrem en kandidat til Nobels litteraturpris. Der er dog en rigtig god idé, at man løbende kan udskifte sine samuraier, når de har fået for mange monstertæsk. Dette giver et hurtigt gameplay halvdelen af tiden, især da man samtidig kan besøge købmænd, som kan aftage ens rov. ToD er et flot spil med masser af action, når først kampene raser, og den grafiske stil er spændende, og designet er gennemført. Modstanderne kan til gengæld være svære at få øje på, da spillet kun kører i opløsningen 800x600. Spillet bringer intet nævneværdigt nyt til verden, men vil givetvis appellere til actionfans med samlermani og sygelig lyst til at klikke monstre ihjel igen og igen og igen og ...