0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Christian Geisnæs, PR foto
Foto: Christian Geisnæs, PR foto
Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse fra Politikens Kunstkritikerskole: Grob farer vild i jagten på lykken

’Frihed.Sex.Længsel’ på Teater Grob spejler de typiske problemstillinger Danskeren anno 2019 tumler med. Det er både underholdende og stærk genkendeligt, men dagen efter er det hele glemt.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Velkommen til første skoledag! Velkommen til en livslang indoktrineringsproces.« Fire skuespillere forklædt som overgearede skolelærere i laksefarvet tøj vifter med Dannebrog, mens de med store smil på læberne formaner os om at blive inden for sandkassens fire kanter. Øjeblikkeligt kan jeg mærke en længsel efter at tegne uden for stregerne.

Teater Grobs ’Frihed.Sex.Længsel’ præsenterer os for et spejlbillede af den pinefulde del af tilværelsen. Spejlet er slået i tusind små stykker og samlet i »en collage af scener fra verdens lykkeligste folk«. Men det er ikke første gang, at der sættes alarmerende spørgsmålstegn ved skandinavernes titel som ’verdens lykkeligste’. Så hvad kan Grob tilføje den debat?

Ikke så meget mere end at stille spørgsmålene. Her kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt holdet bag forestillingen ’Frihed.Sex.Længsel’ er faret vild i deres eget voluminøse tema.

Genkendelsen rammer lige i maven

I et væld af små scener tager instruktør Per Scheel-Krüger og stykkets fire dramatikere pulsen på Danskeren anno 2019. Vi er i et univers, hvor britiske tv-serier er det ultimative symbol på det konforme liv, og rammen om forestillingen er abefiguren: det lurende dyriske i os, som vil ud af dette velfærdscirkus.

Jeg må tilstå, at genkendelsen rammer mig lige i maven. Jeg kan godt forstå kvinden, der bruger sin meditationssession på at lade hjernen gå bersærkergang over alle de oplevelser, hun burde have haft i sin alder. Mine tanker ledes hen på #metoo med omvendt kønsfortegn under scenen om en grotesk medarbejderudviklingssamtale, hvor medarbejderen må true sin chef med at afsløre sexchikane.

Og ja. Jeg synes sgu også, det er trist, at vi alle sammen konstant kigger på vores telefoner. Så jeg lytter, fordi jeg kan genkende mig selv og mine omgivelser. Og fordi skuespillerne Lars Bom, Lise Lauenblad, Camilla Lau og Morten Kjær spiller med en naturlig charme, som tilføjer scenerne humor og til tider skrøbelighed.

Tør ikke dræbe sine darlings

Marianne Nilssons scenografi er simpel men fascinerende. Et hvidt rum, der som en perspektivtegning giver indtryk af at være langt dybere, end det i virkeligheden er. Effektivt og visuelt smukt teater.

Desværre er det som om, selve forestillingen også giver indtryk af at være dybere end den egentlig er. Vi skal helst rundt i alle potentielt problematiske situationer i dagens Danmark. Skilsmisse, sexchikane, transkønnethed, Google.

Man fornemmer det allerede i titlen. FRIHED.SEX.LÆNGSEL. Tre ord med punktummer imellem. Måske egentlig tre helt forskellige fortællinger, som på mystisk vis er havnet i det samme manuskript? Det lykkes uden tvivl at rive glansbilledet om et lykkeligt folk fra hinanden, men derudover lever stykket ikke op til den tematiske sammenhæng, som der bliver lagt op til.

Når noget er på spil, rammer stykket rigtigt

Trods lystige skud med spredehagl fungerer en del af scenerne ganske fint i sig selv. Det gælder særligt de scener, hvor der er noget på spil mellem mennesker. For eksempel da to frivillige på Lesbos må skilles, fordi den ene simpelthen ikke kan se på mere lidelse.

Hun længes efter trygge lykkelige Danmark, med alt hvad det indebærer af hamsterhjul, sandkasser og 8-16-job. Måske den eneste scene, der giver en flig af håb om, at så slemt er det heller ikke at leve i vores velfærdsandedam.

Andre scener bliver anderledes opstillede, som da skuespillerne monotont gentager »fem hverdage, to dage fri«, mens de udfører en robotagtig morgenrutine.

Annonce

Generelt bliver temaerne ofte skåret ud i pap, så skuespillerne ligeså godt kunne råbe »DU SIDDER FAST I HAMSTERHJULET, SELVOM DU TROR DU ER LYKKELIG«. Her kunne man drømme om, at forestillingen i stedet havde valgt at skrue refleksions-niveauet et hak op, så budskaberne ikke føltes så banale.

Samtidsdramatik skal mere end at spejle

Det er de færreste teatre, der udelukkende satser på nyskreven samtidsdramatik. Det tør Teater Grob, og det er i sig selv prisværdigt i en tid, hvor scenekunsten helst låner fra biografsalenes mest sikre successer. Men teateret må kunne mere end at spejle publikum.

’FRIHED.SEX.LÆNGSEL’ giver mig den tanke, at dramatikerne er kommet på en rigtig god idé, som bare aldrig blev færdigudviklet. Arbejdstitlen blev den endelige titel. Arbejdsspørgsmålene endte i presseteksten. Temaet blev aldrig snævret ind, og de tog kun det første spadestik ned i lykkens anatomi.

Det betyder, at man får en underholdende aften i teatret med et kritisk blik på hverdagen, men dagen efter er de vigtige temaer glemt.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

Forsiden