Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Christian Geisnæs, PR foto
Foto: Christian Geisnæs, PR foto
Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse fra Politikens Kunstkritikerskole: Grob farer vild i jagten på lykken

’Frihed.Sex.Længsel’ på Teater Grob spejler de typiske problemstillinger Danskeren anno 2019 tumler med. Det er både underholdende og stærk genkendeligt, men dagen efter er det hele glemt.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Velkommen til første skoledag! Velkommen til en livslang indoktrineringsproces.« Fire skuespillere forklædt som overgearede skolelærere i laksefarvet tøj vifter med Dannebrog, mens de med store smil på læberne formaner os om at blive inden for sandkassens fire kanter. Øjeblikkeligt kan jeg mærke en længsel efter at tegne uden for stregerne.

Teater Grobs ’Frihed.Sex.Længsel’ præsenterer os for et spejlbillede af den pinefulde del af tilværelsen. Spejlet er slået i tusind små stykker og samlet i »en collage af scener fra verdens lykkeligste folk«. Men det er ikke første gang, at der sættes alarmerende spørgsmålstegn ved skandinavernes titel som ’verdens lykkeligste’. Så hvad kan Grob tilføje den debat?

Ikke så meget mere end at stille spørgsmålene. Her kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt holdet bag forestillingen ’Frihed.Sex.Længsel’ er faret vild i deres eget voluminøse tema.

Genkendelsen rammer lige i maven

I et væld af små scener tager instruktør Per Scheel-Krüger og stykkets fire dramatikere pulsen på Danskeren anno 2019. Vi er i et univers, hvor britiske tv-serier er det ultimative symbol på det konforme liv, og rammen om forestillingen er abefiguren: det lurende dyriske i os, som vil ud af dette velfærdscirkus.

Jeg må tilstå, at genkendelsen rammer mig lige i maven. Jeg kan godt forstå kvinden, der bruger sin meditationssession på at lade hjernen gå bersærkergang over alle de oplevelser, hun burde have haft i sin alder. Mine tanker ledes hen på #metoo med omvendt kønsfortegn under scenen om en grotesk medarbejderudviklingssamtale, hvor medarbejderen må true sin chef med at afsløre sexchikane.

Og ja. Jeg synes sgu også, det er trist, at vi alle sammen konstant kigger på vores telefoner. Så jeg lytter, fordi jeg kan genkende mig selv og mine omgivelser. Og fordi skuespillerne Lars Bom, Lise Lauenblad, Camilla Lau og Morten Kjær spiller med en naturlig charme, som tilføjer scenerne humor og til tider skrøbelighed.

Tør ikke dræbe sine darlings

Marianne Nilssons scenografi er simpel men fascinerende. Et hvidt rum, der som en perspektivtegning giver indtryk af at være langt dybere, end det i virkeligheden er. Effektivt og visuelt smukt teater.

Desværre er det som om, selve forestillingen også giver indtryk af at være dybere end den egentlig er. Vi skal helst rundt i alle potentielt problematiske situationer i dagens Danmark. Skilsmisse, sexchikane, transkønnethed, Google.

Man fornemmer det allerede i titlen. FRIHED.SEX.LÆNGSEL. Tre ord med punktummer imellem. Måske egentlig tre helt forskellige fortællinger, som på mystisk vis er havnet i det samme manuskript? Det lykkes uden tvivl at rive glansbilledet om et lykkeligt folk fra hinanden, men derudover lever stykket ikke op til den tematiske sammenhæng, som der bliver lagt op til.

Når noget er på spil, rammer stykket rigtigt

Trods lystige skud med spredehagl fungerer en del af scenerne ganske fint i sig selv. Det gælder særligt de scener, hvor der er noget på spil mellem mennesker. For eksempel da to frivillige på Lesbos må skilles, fordi den ene simpelthen ikke kan se på mere lidelse.

Hun længes efter trygge lykkelige Danmark, med alt hvad det indebærer af hamsterhjul, sandkasser og 8-16-job. Måske den eneste scene, der giver en flig af håb om, at så slemt er det heller ikke at leve i vores velfærdsandedam.

Andre scener bliver anderledes opstillede, som da skuespillerne monotont gentager »fem hverdage, to dage fri«, mens de udfører en robotagtig morgenrutine.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Generelt bliver temaerne ofte skåret ud i pap, så skuespillerne ligeså godt kunne råbe »DU SIDDER FAST I HAMSTERHJULET, SELVOM DU TROR DU ER LYKKELIG«. Her kunne man drømme om, at forestillingen i stedet havde valgt at skrue refleksions-niveauet et hak op, så budskaberne ikke føltes så banale.

Samtidsdramatik skal mere end at spejle

Det er de færreste teatre, der udelukkende satser på nyskreven samtidsdramatik. Det tør Teater Grob, og det er i sig selv prisværdigt i en tid, hvor scenekunsten helst låner fra biografsalenes mest sikre successer. Men teateret må kunne mere end at spejle publikum.

’FRIHED.SEX.LÆNGSEL’ giver mig den tanke, at dramatikerne er kommet på en rigtig god idé, som bare aldrig blev færdigudviklet. Arbejdstitlen blev den endelige titel. Arbejdsspørgsmålene endte i presseteksten. Temaet blev aldrig snævret ind, og de tog kun det første spadestik ned i lykkens anatomi.

Det betyder, at man får en underholdende aften i teatret med et kritisk blik på hverdagen, men dagen efter er de vigtige temaer glemt.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden