»Velkommen til første skoledag! Velkommen til en livslang indoktrineringsproces.« Fire skuespillere forklædt som overgearede skolelærere i laksefarvet tøj vifter med Dannebrog, mens de med store smil på læberne formaner os om at blive inden for sandkassens fire kanter. Øjeblikkeligt kan jeg mærke en længsel efter at tegne uden for stregerne.
Teater Grobs ’Frihed.Sex.Længsel’ præsenterer os for et spejlbillede af den pinefulde del af tilværelsen. Spejlet er slået i tusind små stykker og samlet i »en collage af scener fra verdens lykkeligste folk«. Men det er ikke første gang, at der sættes alarmerende spørgsmålstegn ved skandinavernes titel som ’verdens lykkeligste’. Så hvad kan Grob tilføje den debat?
Ikke så meget mere end at stille spørgsmålene. Her kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt holdet bag forestillingen ’Frihed.Sex.Længsel’ er faret vild i deres eget voluminøse tema.
Genkendelsen rammer lige i maven
I et væld af små scener tager instruktør Per Scheel-Krüger og stykkets fire dramatikere pulsen på Danskeren anno 2019. Vi er i et univers, hvor britiske tv-serier er det ultimative symbol på det konforme liv, og rammen om forestillingen er abefiguren: det lurende dyriske i os, som vil ud af dette velfærdscirkus.
Jeg må tilstå, at genkendelsen rammer mig lige i maven. Jeg kan godt forstå kvinden, der bruger sin meditationssession på at lade hjernen gå bersærkergang over alle de oplevelser, hun burde have haft i sin alder. Mine tanker ledes hen på #metoo med omvendt kønsfortegn under scenen om en grotesk medarbejderudviklingssamtale, hvor medarbejderen må true sin chef med at afsløre sexchikane.
Og ja. Jeg synes sgu også, det er trist, at vi alle sammen konstant kigger på vores telefoner. Så jeg lytter, fordi jeg kan genkende mig selv og mine omgivelser. Og fordi skuespillerne Lars Bom, Lise Lauenblad, Camilla Lau og Morten Kjær spiller med en naturlig charme, som tilføjer scenerne humor og til tider skrøbelighed.
Tør ikke dræbe sine darlings
Marianne Nilssons scenografi er simpel men fascinerende. Et hvidt rum, der som en perspektivtegning giver indtryk af at være langt dybere, end det i virkeligheden er. Effektivt og visuelt smukt teater.
Desværre er det som om, selve forestillingen også giver indtryk af at være dybere end den egentlig er. Vi skal helst rundt i alle potentielt problematiske situationer i dagens Danmark. Skilsmisse, sexchikane, transkønnethed, Google.
Man fornemmer det allerede i titlen. FRIHED.SEX.LÆNGSEL. Tre ord med punktummer imellem. Måske egentlig tre helt forskellige fortællinger, som på mystisk vis er havnet i det samme manuskript? Det lykkes uden tvivl at rive glansbilledet om et lykkeligt folk fra hinanden, men derudover lever stykket ikke op til den tematiske sammenhæng, som der bliver lagt op til.
Når noget er på spil, rammer stykket rigtigt
Trods lystige skud med spredehagl fungerer en del af scenerne ganske fint i sig selv. Det gælder særligt de scener, hvor der er noget på spil mellem mennesker. For eksempel da to frivillige på Lesbos må skilles, fordi den ene simpelthen ikke kan se på mere lidelse.
Hun længes efter trygge lykkelige Danmark, med alt hvad det indebærer af hamsterhjul, sandkasser og 8-16-job. Måske den eneste scene, der giver en flig af håb om, at så slemt er det heller ikke at leve i vores velfærdsandedam.
Andre scener bliver anderledes opstillede, som da skuespillerne monotont gentager »fem hverdage, to dage fri«, mens de udfører en robotagtig morgenrutine.
