For 25 år siden var Peberholm, som er en del af Øresundsforbindelsen, en gold og kunstig ø. Den blev bygget af overskydende materialer fra havbunden og skulle være det sted, hvor tunnel blev til bro. Nu, 25 år senere - lige midt i den tunge trafik, der passerer over den - er det kunstige blevet til vild natur. Og den 130 hektar store ø er i dag hjem for et hav af forskellige plante- og fuglearter. Nu kan du komme med til Peberholm, som offentligheden ellers ikke har adgang til, med Politikens videnskabsredaktør Lasse Foghsgaard.
Med på turen har vi selskab af miljørådgiver Hans Ohrt fra Øresundsbro Konsortiet og biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening. De to eksperter har brugt utallige timer på Peberholm og kan fortælle om alt det liv, der har fundet hjem på øen, og hvordan det bar sig ad. Hvilke planter finder man på øen? Hvorfor er de vilde fugle faldet pladask for den kunstige ø, og hvor mange yngler i maj? Hvorfor ligger der kaninlort rundt om på den lille flade ø? Og hvad kan man lære af eksperimentet?
Vi glæder os til at byde jer velkommen på en forsøgstur til en forsøgsø med denne helt særlige adgang til Peberholm, der nu tjener som inspiration til kommende naturprojekter.
Fik du ikke læst Lasse Foghsgaards reportage fra sit besøg på Peberholm sidste år, så læs den her eller hør den som podcast i Du Lytter til Politiken her.
Praktisk information:
Vi mødes foran Kastrup Metrostation klokken senest 16.45 og kører samlet i bus til Peberholm. Vi byder på en vand og en kage i bussen, men vi opfordrer til at medbringe en ekstra madpakke, da vi først er færdige klokken 19.30.
Bussen fører os til Peberholm og rundt på øen, der er cirka otte kilometer i diameter. I bussen får vi oplæg fra Hans, Knud og Lasse, og så bliver der rig mulighed for at udforske øen og stille spørgsmål undervejs.
Tag gerne en kikkert med, da vi kan være heldige at se både sæler og sjældne fugle. Vi skal ikke gå langt, men har man gangbesvær, vil vi ikke anbefale denne tur. Vi opfordrer til en “der-findes-ikke-dårligt-vejr-mentalitet,” og så satser vi ellers på, at maj viser sig fra sin bedste side. Vi får udleveret gule veste, som vi af sikkerhedsmæssige årsager skal bære, når vi bevæger os rundt på øen.
- Tidspunkt: Torsdag 15/5 2025 klokken 16.45 til cirka 19.30.
- Vi starter og slutter ved Kastrup Metrostation.
- Plus- og U30-pris: 340 kr.
- Pris for alle andre: 450 kr.
- OBS: Begrænset antal billetter i salg. Find dem her.
- Der er kun adgang til øen med bussen, så kom gerne i god tid, så vi får alle med.
- @Politikenlive- Følg os på Instagram og hold øje med alle vores live-arrangementer
