Folkeskolelever må ikke debattere mærkesagen ’Anerkend Palæstina som selvstændig stat’ til næste års skolevalg. ’Det er for komplekst’, lyder det fra Folketingets Præsidie. Så i stedet tager vi debatten i JP/Politikens Hus. Kom og vær med!

Kalder alle børn og unge: Dansk Ungdoms Fællesråd, Jyllands-Posten og Politiken inviterer til den forbudte debat om Palæstina

Lyt til artiklen

Vi er ikke bange for debatten: Sammen med ungdomspolitikere inviterer Politiken, Jyllands-Posten og Dansk Ungdoms Fællesråd til debat om Palæstina. Skal Danmark anerkende Palæstina som stat? Det emne udelukkede Folketingets præsidie fra næste års skolevalg.

Men de skal ikke bestemme, hvad vi skal debattere. Så danske ungdomspolitikere tager debatten i PRESSEN i JP/Politikens Hus tirsdag 3. juni kl. 16.30. Alle børn og unge er velkomne.

Vi lader ungdomspolitikerne debattere mærkesagen ’anerkend Palæstina som selvstændig stat’, og håber alle interesserede vil kigge forbi med venner fra skolen.

Med debatten ønsker vi at vise, at børn og unge selvfølgelig godt kan både debattere og forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bør anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Vi vil lade ungdomspolitikerne debattere ting som: Hvilken forskel de tror en anerkendelse gør for freden? Hvad betyder en anerkendelse for muligheden for to fremtidige selvstændiges stater? Og hvad betyder en anerkendelse fra Danmark og fra andre lande for forhandlingerne om en permanent våbenhvile?

Vi vil også rigtig gerne høre fra alle børn og unge i publikum: Hvad synes I er det sværeste at forstå eller danne en holdning til, når det handler om Palæstina? I får god mulighed for selv at stille spørgsmål - både til ungdomspolitikerne og til eksperter.

8. klasse og opefter er målgruppen - men alle er velkommen!

Vi tilrettelægger arrangementet med målgruppen 8. klasse og opefter for øje. Vi skal både debattere, men eksperter skal også hjælpe os med at blive klogere på, hvordan man laver en ny stat, hvem der har ret til en stat og hvorfor Palæstina ikke bare er blevet et land for lang tid siden?

Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding, så vi ved, hvor mange der kommer.

Vi åbner dørene kl. 16.00. Kom i god tid.

Tilmeld dig her

Er du lærer, og vil du have din klasse med?

Du kan tilmelde klasser og større grupper ved at sende en mail til live@pol.dk. Her kan du også stille spørgsmål til arrangementet.

Tilmeld dig her

Lise Ring

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her