Folkemødet handler om politik. Om sundhed, om reformer og revolutioner. Folkemødet er dialoger og debatter, men der sker også ting, når debatterne slutter. Fadøllene flyder friere, og musikken overdøver meningsudvekslingerne.
Der bliver tisset over kors på tværs af det politiske spektrum, og alle vil ind til Alternativets fest. Men ensretning i byens gader og mundbind på værtshusene lægger en dæmper på udskejelserne i år. Derfor har vi brug for en slingrende tur ned ad memory lane. Vi har talt med fire folkemødeveteraner om nogle af deres festlige minder fra tidligere år.