På mine børns tidligere skoler i USA var der hver morgen mulighed for at få en lille brun pose. Der var typisk en bolle, en yoghurt og måske en juice. På den måde havde alle mulighed for at få et måltid, inden skoledagen begyndte. Tilbuddet var især rettet mod de familier, der lever i det, der hedder food insecurity. Altså dem, der ikke altid har råd til mad.
Det er en af de måder, amerikanerne fikser deres manglende sociale sikkerhedsnet på, men den slags løsninger bør vi også tænke i herhjemme. For alt for mange børn lever i familier, hvor der simpelthen ikke er mad nok. Godt nok er flere børn hevet ud af den relative fattigdom, som Politiken skrev om for nylig, men flere lever i dag i såkaldte økonomiske sårbare familier.


























