25.000 døde smågrise hver dag. Fiksering. Halekupering og kastration uden bedøvelse. Smerte. Et hjem på størrelse med tre avissider. Stress. Lange transporter. Medmindre du har levet under en sten, har du ikke kunnet undgå at høre, at langt de fleste danske svin lever nogle kummerlige liv. Alt sammen afdækket gennem den ene artikel og dokumentarudsendelse efter den anden. Det har dog hverken ført til mærkbare ændringer i stalden eller mindre appetit på billig flæskesteg. Tværtimod!
Men valgkampen har udviklet sig til et ’svinevalg’, og det regner pludselig med valgløfter ned over Danmarks største indbyggergruppe. Nemlig de 11,6 millioner svin, der ifølge tal fra 2025 var registreret i Danmark.


























