NNår julen er tyvstartet, salt erstattet af kanel, og træerne har smidt deres klæder, mens jeg har mine tifold på, frigives beaujolais nouveau. Beaujolais nouveau er det populære navn for en primeur (betegnelse for den første kortvarigt gærede vin frigivet få uger efter endt høst, red.) af gamaydruer fra Beaujolais, beliggende i smørhullet mellem Bourgogne og Rhône i det mest franske Frankrig. Vintypen primeur eller nouveau er måske nok for mange ensbetydende med beaujolais, men traditionen for vine flasket og (vigtigere endnu) drukket særlig tidligt <DB>eksisterer i mange tilfælde, hvor vin avles, eksempelvis Østrigs federweisser og Italiens vino novello.
På den ene side er frigivelsen af beaujolais nouveau en kommerciel begivenhed orkestreret i 1970’erne og 80’erne af en franskmand med det bearnaiseagtige efternavn Duboeuf med øje for profit. Beaujolais nouveau er et eksempel på, hvordan vidtdreven marketing kan fordre til ukritisk konsumering i en sådan grad, at en ellers jordnær hændelse som en årlig byfest udvikler sig til et verdensomspændende cirkus med dresserede bjørne iklædt T-shirts til officiel lancering af vinen på Den Røde Plads i Moskva i 1999 som et absurd eksempel. Herhjemme gik det så vidt, at racerkøreren Thorkild Thyrring flankeret af en politieskorte i 1987 bragte den spæde vin fra Københavns Lufthavn til en fejring på Hotel d’Angleterre, hvor gæster stod og ventede.
