Den 23. december 2018 lod min far sit hjerte slå det sidste slag. Han døde med alle os fem børn omkring sig. Han havde planlagt sin død, som man kun kan, når man er en gammel kaptajn, der har set det meste og for længst har indgået en pagt med vejr og vind og diverse øvre magter. Han ville dø lige der med os omkring sig. Resten af den enorme familie skulle komme dagen efter. Fadeburet var fyldt, og min far havde sørget for, at en gammel ven havde forberedt julemaden, der bare skulle varmes. Vi skulle holde kæmpestor jul. Men han ville lige nå at dø den 23. Den sag var der styr på.
Hele dette år har for mig været en ny begyndelse. For uagtet hvordan relationen i øvrigt har været, så vil jeg påstå, at en forælders død altid vil være et nulpunkt. En koldstart. Det blev en kold start på det nye år for mig. En mager start. Kroppen vil ikke næres, når den er ulykkelig, min vil i hvert fald ikke. En paniktilstand, når man som jeg, lever et liv, der handler om mad og gastronomi. Alt, jeg spiste, var for fedt, for salt, for lidt, men mest for meget. Kaffen for bitter. Vinen for skarp. Kiloene raslede af.
