I nu snart et år har mine vante ruter ad byens gader og stræder været ændret markant. Corona lukkede og åbnede og lukkede og åbnede byens restauranter. Mange af dem viste med forbilledlig omstillingsparathed, at et restaurantmåltid – med hiv og sving og lidt god vilje – godt kunne trylles om til toptunet takeaway. Det betød, at vi hjemme i stuerne kunne opnå lidt af følelsen. I et øjeblik kunne vi sænke skuldrene, hæve glassene og se på hinanden i stedet for nødugeplanerne på Aula og de stuer, der pludselig skulle udgøre både fitnessrum, meditationshjørne, tv-stue, klasseværelse og kontor.
Men lige meget hvor imponerende kokkene forstod at præsentere, emballere og transportere maden (på eksempelvis Brace og Koan i København var det kokken selv, der kom ud og afleverede maden), så var der én ting, der hverken kunne pakkes i bæredygtige materialer eller nå hele vejen hjem til spisebordet: tjenerne.
