Jeg burde ikke afsløre det her. Men jeg går nu ind i femte sæson som haveejer, og jeg dyrker den slet ikke. Jeg har haft mange planer om højbede, hjemmedyrkede kartofler, kål og squash, men det er ikke blevet til noget som helst. Der er altid kommet noget i vejen, eller jeg er kommet for sent i gang. Jeg tog nogle seriøse tilløb under sidste års coronanedlukning, men kom ikke længere end til at fjerne en halv fliseterrasse (det gjorde jeg til gengæld selv) og måle op til højbede.
Heldigvis har haven haft andre ejere, og en af de største glæder er alt det, der kommer op af sig selv, uden at jeg skal gøre andet end at følge årets gang. De første erantis, vintergækker og krokus. Senere påskeliljer og tulipaner. Og så er der rabarberne. De står i et usselt, nordvendt hjørne sammen med gamle haveredskaber, knækkede kroketstave og ubrugelige havestole, der for længst burde være kørt på genbrugsstationen. Men de skyder uanfægtet op og fortæller mig hvert år, at nu er det forår.
