I vinter stod jeg hos min lille lokale købmand og spejdede efter grønkål. Jeg fandt det ikke. Derimod kunne jeg købe asparges fra Peru, jordbær fra Spanien, hindbær fra Marokko og iceberg fra Spanien. Men ingen dansk grønkål.
Klimamæssigt er det faktisk ikke den store synd at købe frugt og grønt fra udlandet. Klimaaftrykket af udenlandsk frugt og grønt kommer ikke i nærheden af kød- og mejeriprodukters, medmindre det er fløjet ind, hvilket det sjældent er.


























