Hov, vi skal huske at bede bordbøn«, sagde min mand, mens vores børn begyndte at kaste maden i sig. Vi havde lige sat os til bordet. Det var stegt kylling, bagt orange butternutsquash, kartoffelbåde og kålsalat på bordet. Det er sådan et måltid, der var lavet uden de store anstrengelser. Det hele (på nær salaten) var bare knaldet i ovnen, og så havde olivenolien og varmen gjort arbejdet. Det er hverdagsmad, når det er bedst. Rart og hyggeligt at samle sig om i novembermørket, men samtidig meget almindeligt. Kylling med kartofler og salat er en af de mest spiste hverdagsretter i Danmark. Ungerne gloede derfor vantro på deres far, og det var selvfølgelig også bare en af hans sædvanlige jokes. Men så begyndte vi at tale om, hvordan det havde været i hans farmor og farfars hjem.
Her var bordbønnen ingen joke. Farfaderen var præst, og han stod for bordbønnen, mens der ofte blev citeret fra en bibelsk tekst. Ingen turde røre sig, før det blev sagt værsgo. Der blev talt om at være taknemmelig for måltidet, og at mange ikke var så heldige at kunne samles om et måltid.
