Som barn skete det, at jeg fik en ekstra gave til min fødselsdag. Dagen falder først i juni, og nogle år var jeg heldig at jordbærrene var blevet så røde og saftige, at min mor kunne lave jordbærkage til mig. Det var virkelig en gave. At holde fødselsdag med de første sommermodne jordbær. Jeg håber stadig på, at jeg kan få nye jordbær til min fødselsdag, men magien er væk.
I dag kan jordbær købes året rundt, men hvad er det så egentlig, vi køber, når vi rækker ud efter de eftertragtede røde bær 12 måneder om året? De sæsonløse jordbær kommer primært fra Spanien. Her bliver de dyrket på store intensive landbrug, der kræver et højt vandforbrug. Som DRi sidste uge kunne fortælle, betyder det, at et naturreservat på størrelse med Lolland nu er truet af udtørring, fordi jordbærrerne suger så meget vand. Ovenikøbet er Spanien ramt af tørke – som følge af klimaforandringer – og grundvandet falder alarmerende.




























