Det føltes lidt som et lykketræf, da vi fik bordet. Det var i april, men en brise af sommer strøg over New York og sendte temperaturen godt over de 20 grader. Jeg havde vandret rundt i SoHo med det ene formål at finde et sted, hvor jeg kunne få veltillavet kaffe udenfor. Det var faktisk en svær mission, men heldet var med mig til sidst. Jeg fik en plads i solen med perfekt kaffe, pocherede æg med en forårsgrøn pestosauce og surdejsbrød. Wow, det her sted skal klart på min evigt voksende liste over gode spisesteder i New York, tænkte jeg. Lige indtil jeg fandt ud af, at stedet var en del af en kæde.
Her sad jeg og troede, at jeg havde fundet et lille unikt sted i New York. I virkeligheden kunne jeg finde den franskinspirerede café over hele byen, og så kunne jeg pludselig se det. Hvor velkurateret det hele var, men egentlig også, hvor upersonligt det var. Det var en flad fornemmelse.
