Jeg kan lige så godt tone rent flag med det samme. Jeg elsker virkelig ost – både på mit surdejsbrød om søndagen og til et glas vin om fredagen, og jeg har i mange år været meget skeptisk over for ost, der er lavet på andet end mælk fra et dyr. Som madredaktør har jeg gennem tiden fået mulighed for at smage en del alternativer til det traditionelle produkt, men jeg husker det meste som en klæg masse, der samlede sig inde i munden.
Gennem årene er min nysgerrighed dog vokset. Både fordi vi bliver nødt til at skære ned på vores forbrug af animalske produkter, og fordi der faktisk er en spændende udvikling på området. Ikke mindst i USA, hvor jeg boede mellem 2021 og indtil i sommer.