Da Jacob Grønlykke var otte-ni år, cyklede han hen til Falsled Kro hver dag efter skole og så sine forældre gå og knokle med så gennemgribende en renovering, at stort set kun de rå vægge stod tilbage.
Herefter byggede de kroen op igen og åbnede i 1971 et spisested kendt også ud over Danmarks grænser for sit højtstræbende gastronomiske niveau.
»Falsled Kro er min barndom. Den betyder meget«, fortæller Jacob Grønlykke, søn af Lene og Sven Grønlykke.
Falsled Kro er min barndom. Den betyder meget
Han har sammen med tre af sine brødre samt en »lille gruppe venner«, som det beskrives i den udsendte pressemeddelelse, overtaget Falsled Kro fra Løgismose Meyers. Dermed er kroen tilbage hos familien Grønlykke, som for tre år siden fusionerede familievirksomheden Løgismose med Meyers og solgte det hele - herunder den fynske kro - til en kapitalfond.
»Når en kapitalfond ejer den, er der på en eller anden måde en udløbsdato på. Så jeg tog initiativ til at få Falsled Kro placeret et sted, hvor den kan ligge de næste 300 år. Det har været ret udramatisk«, bemærker Jacob Grønlykke.
Fra fransk dekadence til allemandseje
Når overtagelsen af den vestfynske kro har fundet sted ved årsskiftet, bliver det en ledetråd at finde balancen mellem tradition og fornyelse.
For et par år siden havde kroen 40 års jubilæum, og familien fandt i den forbindelse det allerførste menukort frem fra åbningen i 1971, hvor der blev serveret Côte de boeuf med pommes frites og bearnaise i en erklæret kærlighed til fransk gastronomi - dog også tilsat danske råvarer.
Og det var lidt af en skandale dengang i begyndelsen af 70erne at åbne en kro, der udstrålede dekadence, havde franske kokke i køkkenet og mærkelig mad som Côtes de boeuf på tallerknerne. Men i dag kan du med Jacob Grønlykkes ord gå ind på en DSB-bistro og bøf bearnaise på menukortet.
»Det viser noget om, hvor meget vi har flyttet os. Fra at det var dekadent og til at være allemandseje. Som penduler, der svinger, sker der hele tiden en udvikling i gastronomien. Du bliver nødt til at forholde dig til de svingninger, men nogle gange må du også beslutte, at det er ikke den vej, du vil gå. Men vi kan heller ikke blive ved med at servere bøf bearnaise som i 1971«, lyder det fra Jacob Grønlykke, som tilføjer:
»Falsled kro har meget stærk identitet. Det er en moderne landevejskro, hvor man søger ned i en tidslomme. Vi skal ikke opfinde noget nyt. Det ville være latterligt og slet ikke give mening at gøre noget fint og fimset ud af den. Men man bliver nødt til hele tiden at flytte sig. Gæsterne kræver mere. De har rejst og set mere«.
Ny køkkenchef
I sidste måned stoppede køkkenchef Per Hallundbæk på Falsled Kro efter ni år, og overlod køkkenet til souschef Kasper Hasse. Og det bliver ham, der kommer til at svinge taktstokken, understreger Jacob Grønlykke.
»Det dur ikke, hvis ejerne sidder på skuldrene af køkkenchefen og siger, at nu skal han gå til højre eller venstre. Kasper Hasse skal finde sine ben, men han har været souschef på Falsled i syv-otte år, så han kender fuldstændig stedets dna«, siger Jacob Grønlykke.
Jacob Grønlykke afviser, at det ligger ham meget på sinde at få en stjerne i Michelinguiden. Han synes, det er den forkerte vej at gå, hvis man binder sit sted og hele sin dagsorden op på, at nogle inspektører kommer på besøg en gang om året.
»Får vi en michelinstjerne, er det fint. Men jeg tror, at hvis vi begynder med en dagsorden om, at der skal være sølvtøj på bordet, og hvor vi forsøger at gætte på, hvad de vil have, gør, at vi ender et sted, hvor vi ikke aner, hvem vi selv er. Du er nødt til at have et sted, hvor dine gæster kan lide at være, og som de har lyst at komme tilbage til«.
I alt 12 navne står på listen som ejere, enten direkte eller gennem et selskab, og listen tæller blandt andet Michael Laudrup og Michael Pram Rasmussen, der indtil i år var bestyrelsesformand i A.P. Møller - Mærsk.
Den daglige ledelse vil fortsat blive varetaget af adm. direktør Randi Schmidt i samarbejde med køkkenchef Kasper Hasse.
fortsæt med at læse
