Rabarber kan om noget give mig lyst til at flytte i kolonihavehus. For mit eget vedkommende genfandt jeg i år min kærlighed til rabarberne, da min kærestes mormor satte en rabarbercrumble på bordet til en familiekomsammen. Den smagte fænomenalt.
Det sure med det søde
Med syre og sødme i fuldstændig balance, let lun og krummende i toppen. I selskab med fedmen fra en klat kold flødeskum kunne jeg ikke holde op med at spise af den igen. Rabarber kan nemlig det der.
De har en lille smule sødme og en masse syre og aroma, og med en kyndig hånd ved sukkerskålen kan man tilføre det, der skal til, for at holde syren stangen og få det hele til at gå op i en højere helhed. Sorterne derude er mange, men nok mest for dem, der er glade for at dyrke dem i køkkenhaven. I almindelig handel er det hovedsagelig vinrabarber eller jordbærrabarber. I dette forår har vi på restauranten haft fornøjelsen af at bruge Lars Skyttes vinrabarber, en rigtig dygtig økologisk producent, som den strålende grønthandler Din Baghave har gjort tilgængelig for den brede offentlighed. I hvert fald i København. Rabarberen bliver til gengæld nok aldrig rigtig populær på byens nye raw-spisesteder. Dens høje indhold af oxalsyre gør den nemlig aggressiv i munden, når den ikke bliver tilberedt. Oxalsyre findes også i eksempelvis spinat og giver en mærkværdig ru og sammensnerpende fornemmelse i munden, hvis den indtages uden at være tilberedt.
