Skal du spise godt kød i weekenden, så prøv oksenyretapper eller onglet, som det hedder på fransk. Et genialt kødstykke, der både er relativt billigt og supermørt.

Billigere og bedre end oksemørbrad: Den hemmelige kødudskæring med sauterede kantareller og figner

Når oksenyretapperne – onglet de boeuf, som de hedder på fransk – kombineres med kantareller og de afrodisiske figner, nærmer det sig poesi. Foto: Chris Tonnesen
Når oksenyretapperne – onglet de boeuf, som de hedder på fransk – kombineres med kantareller og de afrodisiske figner, nærmer det sig poesi. Foto: Chris Tonnesen
Lyt til artiklen

2 personer

Ingredienser

400 g oksenyretapper (befriet for senen i midten)

lidt smør, olivenolie, havsalt

friskkværnet peber

Sauce

30 g marv

2 små skalotteløg

1/2 dl olivenolie

1/4 dl hvidvinseddike

evt. 1 bundt estragon

havsalt

friskkværnet peber

Sauté

100 g kantareller (eller andre svampe)

3 friske figner

1 klat smør salt og peber

evt. 1 dråbe ahornsirup

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 140 grader. Varm en pande op, til den er godt varm. Smid en smørklat på, lad den bruse af og hæld så olie på panden. Brun nu oksenyretapperne godt på begge sider og krydr med masser af salt og friskkværnet peber.
  2. Læg tapperne i et ovnfast fad, hvis ikke din pande kan gå i ovnen, og steg kødet færdigt i den forvarmede ovn i 15-20 minutter.
  3. Tag kødet ud af ovnen og lad det hvile i 15 minutter.
  4. Skær marven i bittesmå tern. Pil løgene og hak dem fint. Kom marv og løg i en lillebitte kasserolle sammen med olivenolie og eddike. Varm hele herligheden forsigtigt op, til marven begynder at koge lidt ud i saucen. Skum af for urenheder og smag til med salt og peber og hakket estragon. Tag saucen af varmen, så marven ikke koger helt ud.
  5. Rens kantarellerne med en lille børste eller skyl dem i vand, og dup dem straks tørre i køkkenrulle. Skær de største over. Skær fignerne i hver 6 både. Varm en pande op ved god varme, tilsæt en god klat smør og lad den bruse og brune lidt, før du smider svampene på. Sauter dem i 2-3 minutter og tilsæt så fignerne. Sauter i yderligere 2 minutter og krydr så med salt og peber. Smag på retten – hvis du synes, kan du fremhæve sødmen med en dråbe ahornsirup.
  6. Skær kødet ud, lun saucen op og anret kødet med lidt af saucen ovenpå og de sauterede figner og kantareller på siden.

Marie Holm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her