En af de allerførste desserter, jeg lærte at lave, efter, at jeg var flyttet hjemmefra, var panna cotta. Små flødecremer med masser af vanilje og citronskal og stivet med præcis så meget husblas, så de stadig var dejligt dirrende og levende at få i munden. Jeg husker ikke at have fået dem serveret i Italien, men jeg vidste med det samme, jeg læste om dem, at de ville være noget for mig. Jeg havde fået Camilla Plums kogebog ’Sødt’, da den udkom første gang i 2004, og i den skriver hun: »Panna cotta må være verdens nemmeste dessert, der samtidig ser ud af noget. Det er frygtelig nemt og ret elegant på en hjemlig måde. Alle elsker det. I løbet af få år, har det bredt sig fra Italien til resten af verden«.
Det var i 1960’erne, at betegnelsen panna cotta begyndte at optræde i italienske kogebøger – piemonteserne hævder dog, at de har lavet noget lignende noget længere. Og op i 90’erne bredte den italienske flødedessert sig blandt andet til USA og til Nordeuropa, hvor den blev rasende populær både på restauranter og i private hjem. Denne elskelige dessert, denne søde madmode fra Italien, måtte jeg da også være med på!
