Da døren til Bjørn Nørgaards hjem på Frederiksberg går op, er det husets revisor, Jettie Hansen, der tager imod

Hendes skrivebord har fast plads i en af stuerne i lejligheden, der er lige så meget en arbejdsplads som et egentligt hjem for kunstnerparret Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaard. Bjørn Nørgaard skelner ikke mellem det ene og det andet. For den 62-årige billedhugger, performancekunstner, gobelinmager m.m. er kunst selve livet og ikke noget, man sådan holder fri fra.

I løbet af årene har han da også produceret så meget, at Statens Museum for Kunst på fredag kan åbne en retrospektiv udstilling med mere end 100 værker. »Fridage findes ikke. Men jeg gør det sikkert på en anden måde så. Jo, vent, jeg har et akvarium, hvor jeg en gang imellem går ind og piller en død fisk op eller putter en ny plante i. Det er fint. Lige nu har jeg ciklider. Jeg ville gerne have haft en anden slags fisk, men ciklider er hårdføre, så de kan tåle sådan en akvarist som mig«, fortæller Bjørn Nørgaard. Er det noget skel mellem forretningens og jeres private økonomi? »Nej. Vi har det lidt på samme måde som en landmand, som bor og arbejder samme sted. Hvis billedhuggervirksomheden går ned, er det hele hytten, der ryger. Vi kan ikke ligesom bankdirektørerne opbygge et gevaldigt underskud og så trække os tilbage med 50 millioner«. Sparer I op? »Nu giver min virksomhed jo ikke det store afkast, men vi har lidt friværdi i vores værksteder. Vi låner ikke i huset, for så er der lidt sikkerhed. Og hvis der er penge, køber vi obligationer til dårlige tider. Men det har vi ikke gjort det sidste halvandet år, for vi har jo krise, og Jettie har indført investeringsstop«. Bruger du penge på tøj? »Jeg har ikke købt nyt tøj de sidste 3-4 år. Der var min gamle Burberry-frakke blevet 15 år gammel, så den kunne ikke mere. Så købte jeg en ny af slagsen, og den kan så holde de næste 15 år. Jeg hader at gå ud og købe nyt. Jo længere jeg kan bruge tingene, jo bedre er det«. Så du går med det, indtil der kommer huller i det? »Ja, og så får jeg det lappet, renset eller forsålet i det omfang, jeg kan. Der er nogle små skomagere og systuer i nærheden, hvor man kan få syet knapper i og den slags. Jeg passer egentlig ikke specielt godt på mine ting, men jeg bruger dem meget«. En politisk forbrugerDu har altid været meget politisk bevidst. Hvad er dit syn på forbrug? »Vi kan ikke bygge vores økonomi på et rent forbrugssamfund. Vi er nødt til at flytte forbruget over på ting, der er bæredygtige og holdbare. I 1960’erne opfandt vi, at demokratiet skulle tage sit næste spring til nærdemokrati og selvforvaltning. Vi sagde, at hvert menneske er et politisk parti. Det var måske lidt overvældende, men det var jo ligesom for at sige, at hver eneste handling, vi foretager os, har konsekvenser af en eller anden art«. Og hvordan viser det sig i dit forbrug? »Det er ikke noget, jeg direkte går og tænker over. Men når jeg står og kigger på en vare, så tænker jeg ikke kun på prisen, men også på, hvilken sammenhæng varen indgår i. F.eks. synes jeg ikke, at den måde, vi producerer svinekød på, er en god idé. Det ødelægger landbruget og er voldsomt miljøbelastende. Vi burde have et landbrug, der byggede på kvalitet i stedet for kvantitet. For mig er det svært at se, hvordan det hele skal hænge sammen, når vi hele tiden fokuserer på at optimere produktionen. Så jeg køber kun svinekød, hvis det er økologisk. Jeg ved godt, at økologi i sig selv ikke er garanti for noget som helst, men det er dog et lille skridt«. Tænker du over dit energiforbrug? »Vi har pillefyr og solpaneler på vores ejendom på Møn, og med det kan vi varme 75-80 procent af huset op. Jeg tager kun brusebad, for jeg har aldrig brudt mig om at ligge og svømme rundt i mit eget skidt. Og jeg er under bruseren så kort tid, som det overhovedet kan lade sig gøre. Om sommeren svømmer jeg mest bare i Østersøen. Men man skal også leve livet. Det er da fornuftigt at tænke over det, men på den anden side er nogle af miljøproblemerne så store, at de skal løses på det makropolitiske plan«. Har du en hofret? »Næ. Jeg har ingen yndlingsfarve, yndlingsret, yndlingstal eller -dato for den sags skyld. Jeg har slet ikke sådan noget yndlings-noget. Vi laver mange forskellige retter. Det kan være lam, østers – hvis der er limfjordsøsters – sild, en bønneret, men det kan også være stegt flæsk med persillesovs eller stegt lever. Der er ingen grænser på menuen. Hvis det er lavet af ordentlige råvarer, så er det fint«. Walter er en ulvKøber du nogensinde selv kunst? »Jeg samler ikke på kunst. Og jeg besluttede som ung, at jeg ikke havde lyst til at bytte værker med andre kunstnere. Det er jeg glad for i dag, for nogle af mine kammerater er blevet berømte og koster en masse penge, og det bryder jeg mig ikke rigtig om. Jeg vil gerne bevare et fagligt og professionelt forhold til kunsten som et medie at udtrykke sig i. Og at det kun sekundært er et spekulationsobjekt«. Køber du ellers noget til hjemmet? »Ikke udpræget. Jeg kan godt lide at se flotte møbler, og jeg har selv designet nogle borde, så det er ikke, fordi jeg er uinteresseret i det. Men man skal bruge tid på det. Sætte sig ind i det. Og der vil jeg hellere koncentrere mine begrænsede intellektuelle ressourcer omkring kunsten, som er det, jeg skal beskæftige mig med«. Hvad er den sidste store ting, du har købt? »Årh, jeg køber så lidt som muligt. Hvad kan det have været? Vi skal nok tilbage til 2007, hvor jeg købte et nyt værksted i Berlin. Det er så selvfølgelig også en virkelig stor ting«. Hvad får din hund Walter at spise? »Dét er en interessant historie! Walter er en fårehund, en australsk kelpi, så han er mere en arbejdshund end en familiehund. For fire år siden fik han allergi.Det blev værre og værre. Så fandt vi noget, der hedder barf-mad, som er sådan noget raw food. Siden vi begyndte at fodre ham med det, har han fået al pelsen tilbage. En hund er jo en ulv, og de har rovdyrmave, så de kan slet ikke tåle det der bearbejdede hundemad, vi giver dem. Så nu får Walter indvolde som mave og hjerte, og så blander vi nogle frysetørrede grøntsager i. Vi henter det hele i en barf-butik ude i Gentofte, og så bliver det frosset ned«. » Aha. Dér var den. Nu er jeg kommet i tanke om, hvad jeg sidst har købt af store ting. Vi har investeret i en kummefryser til Walter«.