Der huserede en del hjemmebagte boller med hørfrø i 1980’erne, men så gik frøene i glemmebogen.
I hvert fald hos mig, og jeg havde lykkeligt glemt alt om hørfrø. For de smager jo ikke rigtig af noget, de små brune frø fra hørplanten. Og helt ærligt var de der boller også lidt kedelige. Men nu skal jeg hilse at sige, at hørfrøene har fået et comeback, ikke mindst hos helsefolket. For er der noget, der er stort i de kredse, hvor der bliver læst ’Kernesund familie’ og ’Køkkenrevolution’, er det hørfrø. Det indiske frø Sandsynligvis stammer hørplanten og dermed hørfrøet fra Indien. Planten har altid været dyrket først og fremmest for at producere hørstoffer, men frøene er også blevet spist. Af romere og oldtidens grækere, af russere i middelalderen og af tsaren i 1600-tallet. Sikkert også nogle egyptere.
Og har man ikke spist frøene, har man spist hørfrøolie. I det amerikanske opslagsværk ’Vejen til bordet’ af madskribenten Waverley Root står der således – og kun det – om frøene:
