Nogle mener, at den første kærlighed er den bedste og stærkeste. Det er der sikkert mange holdninger til, men vinmæssigt stemmer det for mig. Min første vinforelskelse var hed og uomgængelig, hun hed nebbiolo, og vores forhold har netop fejret sølvbryllup. Jeg kan nok ikke helt sige mig fri for i korte perioder at have været utro og have flirtet lidt med andre charmerende druesorter, der bød sig til, men i sidste ende er jeg altid vendt tilbage til der, hvor det hele begyndte. Og beholdningen i min vinkælder er et klart bevis på min hengivenhed.
Hvorfor er det sådan? Jeg kunne godt begynde at rode mig ud i noget med, at nebbiolo for mig har mere personlighed end cabernet sauvignon, mere rygrad end pinot noir, mere elegance end syrah og så videre i den dur. Men når alt kommer til alt, bliver det for simpelt og forklarer alligevel ikke, hvorfor nakkehårene rejser sig, øjnene lukkes og smilet breder sig ved duften og smagen af en stor nebbiolovin. Det er passion og nydelse – og i bund og grund umuligt at argumentere for.
