Der er en bevidst grusomhed i måden, vores samfund organiserer liv på nu. De mest sårbare mennesker får at vide, at deres fattigdom er deres egen skyld. Har man ikke et job, er det éns egen skyld«, lød ordene fra den 79-årige engelske filminstruktør Ken Loach, da han 22. maj i år for anden gang blev guldpalmevinder i Cannes.
Takketaler for priser på filmfestivaler er oftest ligegyldigt sukkerstads. Det gjaldt ikke Ken Loachs. Da han fik Guldpalmen for ’I, Daniel Blake’, kvitterede han med skarpe politiske statements:
»Jeg mener, at EU inkarnerer neoliberalismen. Man så det i måden, de ydmygede det græske folk på«, sagde han på et tidspunkt og tilføjede, at han ikke ønsker, at Storbritannien skal forlade EU, fordi højrefløjen ville nyde for godt af det.
Der er måske hverken noget nyt eller noget moderne over at udtrykke sig, som Ken Loach gør i sine film og i interviews. Men der er noget unikt over det. Ken Loachs livsværk er enestående. Ingen andre filmskabere i Europa har som han i seks årtier diskuteret sociale forhold, historiske begivenheder og politiske paradigmer gennem gribende fortællinger om mennesker på samfundets bund. Fra de tidlige film som ’Cathy Come Home’ fra 1966 om en kvindes sociale deroute i det britiske velfærdssamfund har man kunnet mærke vrede, medfølelse og trodsig galgenhumor i Ken Loachs film. Og i stedet for at blive blidere med alderen er han blevet vredere.
’I, Daniel Blake’ handler om, hvordan nedskæringer i offentlige overførselsindkomster i Ken Loachs hjemland gør tilværelsen uværdig og umulig for arbejdsløse. I en anden af Ken Loachs nyere film, dokumentaren ’The Spirit of ’45’ fra 2013, satte han efterkrigstidens nye optimisme, den fremgangsrige arbejderbevægelse og voksende velstand over for den velfærdsnedbrydning, han har oplevet i de seneste årtier.
Social indignation
’The Spirit of ’45’ er Ken Loachs politiske essay om samfundsudviklingen i hans levetid. Hans talrige spillefilm som teenageportrættet i ’Kes’ i 1969, fortællingen om Nicaragua i ’Carla’s Song’ i 1996 og portrættet af det desillusionerede fodboldelskende postbud i ’Looking for Eric’ i 2009 er alle båret af en rummelig medmenneskelig forståelse og en dyb social indignation.
Han er kendt for at tage stilling i sine film og for altid være på de svagestes side, og alligevel bliver han sjældent entydig og firkantet. I mange af hans værker har hovedkaraktererne en genkendelig irrationel kompleksitet, der er med til at gøre de realistiske scener sitrende gribende. Både det komiske og det tragiske ved tilværelsen fascinerer ham. Som han selv sagde til The Sunday Times i 2014:
»Menneskets adfærd er interessant. Den er ikke stereotyp. Den er forvirrende og generøs og hjertelig – den får dig til at smile«.
Under et telefoninterview i 2015 spurgte jeg Ken Loach, hvordan han selv vil beskrive de mest direkte politiske af sine film som for eksempel ’Land and Freedom’, ’Vinden der ryster kornet’, ’The Spirit of ’45’ og ’Jimmy Hall’:
»De handler om mennesker, der prøver at få det bedste ud af det. Og om frihed til at organisere sig og frihed til at tage kontrol med sit eget liv. De handler om alt det, der faktisk skete i årene efter 1945, da folk politisk forsøgte at være med til at styre hospitalerne, skolesystemet, de videregående uddannelser og transportsystemerne. Ved at lade staten drive de ting, så de ikke skulle være styret af markedskræfterne, af kapitalismen, som er uforudsigelig og ikke kan kontrolleres«.
Markedsøkonomiens suverænitet i Europa i dag hænger ifølge Ken Loach sammen med, hvad der skete i Europa i årtiet op til kommunismens endelige nederlag i Østeuropa i 1989. I hele det årti var den konservative Margaret Thatcher premierminister i Storbritannien:
»Der skete et markant holdningsskifte under Thatcher. Og det fandt sted i hele Europa. Venstrefløjspartierne og de europæiske socialdemokratier foretog en højredrejning, og siden dengang har vi ikke haft et tilstrækkelig stort politisk alternativ. Nu falder alt sammen i forfærdeligt omfang. Her i England har vi en enorm gruppe af hjemløse. Fattigdommen og arbejdsløsheden stiger, her er sundhedsproblemer, folk sulter, og bibliotekerne lukker. På mange måder er det et meget trist billede«.
Værre end i 1966
Mens Ken Loach sidste år var i gang med indspilningerne af ’I, Daniel Blake’, der er baseret på research i aktuelle forhold på blandt andet engelske jobcentre, uddybede han i et interview med The Guardian sine frustrationer over tilstanden i Storbritannien i dag. I interviewet vendte han flere gange tilbage til, at ’I, Daniel Blake’ tematisk har ligheder med et af hans første værker, ’Cathy Come Home’, der oprindelig var en BBC-serie i flere afsnit.
Dengang for 50 år siden lavede han også research blandt arbejdsløse og hjemløse. I dag er situationen bare blevet meget mere trøstesløs, end den var dengang, sagde han til The Guardian:
»Der er et stort åbent sår i vores samfund. Og vi lukker bare øjnene for det. Situationen er meget værre end dengang med ’Cathy Come Home’. Dengang var det i det mindste sådan, at kunne folk et fag og fik et arbejde, kunne de beholde det for altid. Den slags jobs findes ikke mere, og arbejdende mennesker har ikke længere samme indflydelse på deres situation. Alting drejer sig om at opdele folk i snyltere og stræbere. Der er brug for en folkelig protest imod det«.
Alting drejer sig om at opdele folk i snyltere og stræbere. Der er brug for en folkelig protest imod det
Ken Loach er så blandt dem, der ikke nøjes med at lukke øjnene for, hvad der sker. Og han er blevet i Storbritannien for at udforske det i stedet for som så mange andre instruktører at jage succesen i Hollywood og smide de mest skarpe socialrealistiske pointer over bord på vej over Atlanten.
Ken Loachs nøgterne stil og sortsvedne blanding af galde og galgenhumor havde passet umådelig dårligt i Hollywood. Selv når han tager jakkesæt på og modtager Guldpalmer, fører han sig ikke frem som en stjerne, men bevæger sig med ydmyghed foran kameraerne.
Han voksede op som arbejdersøn i Nuneaton midt i England, det er det almindelige menneske, han kerer sig om i sine film, og den tilgang har han aldrig ladet stjerneskuespillere stå i vejen for. Meget ofte har han fundet og brugt lokale amatørskuespillere i sine film. Foregik handlingen i Yorkshire, som det var tilfældet med ’Kes’, eller var vi i nærheden af Glasgow som for eksempel i ’Sweet Sixteen’, har Ken Loach brugt skuespillere fra de steder og ladet deres dialekter være en del af det realistiske udtryk. Indimellem har dialekterne været så tykke, at der selv hjemme i England har været undertekster på hans film.
For kritisk til tv
Andre gange har hans politiske vinklinger været så skarpe og kontroversielle, at han havde svært ved at finde folk, der ville være med til at finansiere og distribuere filmene. Eksemplerne er mange.
I 1969 bad Storbritanniens Red Barnet ham om at lave en dokumentar. Men organisationen blev så bestyrtet over resultatet, at den ønskede at få destrueret hans film om forholdet mellem race, klasse og velgørenhed. Det lykkedes nu ikke. I 80’erne lavede han for Channel 4 en kritisk dokumentarserie med titlen ’Questions of Leadership’. Den blev aldrig vist. Under minearbejderstrejkerne i samme årti lavede han på en bestilling en film om minearbejdernes sange og digte, men også den var for kritisk for britisk tv. Hans film ’Hidden Agenda’ og palmevinderen ’Vinder der ryster kornet’ er begge blevet kritiseret af nogle for at sympatisere med IRA. Andre gange har han vakt protester med sin kritik af Israel.
Lige så kritiseret han er blevet af nogle, lige så prist er han blevet af andre. Både han og hans næsten jævnaldrende og lidt mere lattermilde instruktørkollega Mike Leigh har ganske givet haft indflydelse på realismen i britisk film og tv. Men deres livsværk nærmer sig hastigt en afrunding. 17. juni fylder Ken Loach 80. Da han i 2014 var færdig med ’Jimmy’s Hall’, sagde han længe, at han havde lavet sin sidste film. Nu siger han det samme om ’I, Daniel Blake’, efter at den har haft verdenspremiere i Cannes.
Om arven fra den i nogle tilfælde nærmest pedantisk virkelighedstro Ken Loach bliver båret videre i Storbritannien, tvivler han på. De yngre filminstruktører i hans hjemland er vokset op i et helt andet politisk klima, end han selv gjorde, sagde han, da jeg talte med ham sidste år:
»Min generation gennemlevede de politiske forandringer i 60’erne, og det gav os et politisk standpunkt. Det har den yngre generation ikke oplevet, og det er svært at finde frem til selv. Men jeg tror, at der andre steder er muligheder for, at instruktører vil lave radikale film. Især tror jeg, at den slags film vil komme fra Latinamerika«.
Publiceret 1. juni 2016