Jeg går ud gennem hotellets skydedøre og drejer i den forbudte retning.
Vores statsansatte nordkoreanske guider har givet os tilladelse til at gå en uledsaget tur, hvis vi går til venstre fra vores hotel i Pyongyang. Jeg vil se, hvad der sker, hvis man går til højre.
Jeg går hen langs hotellets fløj, krydser en stor vej og fortsætter hen ad fortovet på en lidt mindre vej. På højre side er der grå boligblokke, og på modsatte side ligger der noget, som ligner en skole.
Jeg har ikke gået mere end 100-150 meter, da jeg kan høre lyden af raske fodtrin bag mig.
Få sekunder senere kommer to soldater i grønne uniformer marcherende venstre om mig. De skærer ind foran, så jeg er nødt til at stoppe. Derefter viser de mig høfligt, at jeg skal vende om og gå tilbage til hotellet. Jeg er ikke engang nået så langt, at den grå bygning er ude af syne.
Det kan kun betyde, at der uden for vores hotel sidder spioner, som holder øje med hovedindgangen, og at der er soldater klar til at rykke ud med få minutters varsel for at stoppe udlændinge, som går i den forbudte retning.
Vi er i Nordkorea for at følge den danske teatergruppe Batida, som er i landet for at spille teater. Lige siden vi ankom for snart en uge siden, har vi døgnet rundt været mandsopdækket af mindst fire statsansatte embedsmænd. De har kørt os rundt i bus om dagen, og om aftenen har vi ikke engang haft tilladelse til at gå en tur uden for hotellet.
Derfor blev flere af os glade, da den vigtigste af vores guider, mr. Kang, aftenen før kom med en overraskelse.
»Hvis I går til venstre ude foran hotellet og krydser vejen, kommer I til en flod. I skal sige det til os på forhånd, hvis I går derned, men der må I godt gå en tur«.
Vi var flere, som benyttede muligheden for at gå en tur ved Taedong-floden, hvor der var folk, der cyklede og fiskede, og det ikke var til at få øje på nogen, som holdt øje med os. Men man skal ikke have læst mange rejseberetninger fra Nordkorea for at vide, at turister altid får besked om, at de godt må gå en tur ved netop den flod.
Forhandling om alder
Medlemmerne af Batida bliver ikke overvåget lige så intensivt som os pressefolk, men de er også frustrerede over det foreløbige ophold i Nordkorea.
Batida har tre ambitioner for rejsen til Nordkorea. De vil spille for almindelige mennesker, de vil opføre en forestilling udendørs, og de vil mødes med professionelle teaterfolk.
Men foreløbig har Batida kun fået lov at spille for børn på to folkeskoler. Desuden er det gået op for skuespillerne, at de nordkoreanske myndigheder – stik imod aftalen – ikke har tænkt sig at sende en gruppe professionelle teaterfolk til Danmark som en del af aftalen om kulturudveksling. Nordkorea vil sende en gruppe 12-13-årige piger.
Nu har Batida indkaldt nordkoreanerne til et møde for at tale om frustrationerne. Det foregår i et mødelokale på vores hotel, hvor tre repræsentanter for den danske teatertrup sidder over for tre repræsentanter for den nordkoreanske komite for relationer til udlandet.
Louis Valente Sørensen, som er administrator i Batida, argumenterer for, at det ikke nytter noget, hvis Nordkorea sender en gruppe musikalske vidunderbørn til Danmark for at optræde.
[billedhjul-1]
»Det vil bare bekræfte folks opfattelse af nordkoreanerne som robotter«, siger han og forsøger at forklare, at det vil starte en diskussion i Danmark om undervisnings- og opdragelsesmetoder i Nordkorea.
»Og det er ikke den diskussion, vi ønsker at tage«, tilføjer Tine Sørensen, som er en af stifterne af teatergruppen.
Den mest magtfulde af de nordkoreanske embedsmænd er mr. Rye, som er klædt i mørkt jakkesæt og taler glimrende engelsk. Han fortæller, at beslutningen ikke står til at ændre. For det første er det hele allerede aftalt med ledelsen på den musikskole, hvor pigerne er elever.
»Og vi kan ikke tage voksne studerende med til Danmark. Staten tillader ikke, at vi tager voksne med til udlandet«, siger han.
Mr. Rye forklarer, at aldersgrænsen for, hvem han kan få lov at sende til udlandet, er 16 år. Senere bliver han mere mudret i sin forklaring, men normalt er det ikke tilladt for almindelige nordkoreanere at rejse til udlandet, og straffen er hård for dem, der forsøger at flygte.
Mr. Rye siger, at han måske kan skaffe lidt ældre piger, sådan at dem, der bliver sendt til Danmark, bliver piger på 15-16 år. Det kan dog ikke lade sig gøre at få afklaret, før Batida forlader Nordkorea.
»Men når I kommer tilbage til Danmark, kan vi sende jer billeder af pigerne, så I kan vurdere, om de ser gamle nok ud«, siger mr. Rye.
Planlagt spontanitet
Efter mødet forlader vi hotellet sammen med guiderne og går til fods ud i Pyongyang. Guiderne har ikke fortalt, hvor vi skal hen, men da vi passerer statsteatret, peger mr. Kang på den grå bygning.
»Kunne I tænke jer at se teatret?«, spørger han henkastet.
»Ja, selvfølgelig. Hvis det er muligt«, siger Søren Ovesen fra Batida.
Han er glad og lidt overrasket, for indtil videre har vi ikke haft mange spontane episoder i Nordkorea.
Mr. Kang viser os ind i teatrets store forhal og videre ned ad en gang, indtil vi når hen til en lukket dør. Da de danske teaterfolk træder ind i lokalet bag døren, mødes de af klapsalver. Vi kommer ind i et mødelokale, hvor en gruppe voksne sidder og venter i lænestole. Der er sat kaffekopper og vandflasker frem, og det virker ikke helt som det spontane besøg, mr. Kang forsøger at give indtryk af.
Batida har i dagevis kæmpet for at få lov at møde professionelle teaterfolk, og ikke bare skolebørn. Nu får de chancen. Det viser sig, at folkene i lokalet blandt andet inkluderer direktøren for det nationale teater, en instruktør, et par skuespillere og nogle dramastuderende.
De danske teaterfolk bliver placeret i en række lænestole langs den ene væg, mens nordkoreanerne sidder ved den modsatte væg. Koreanerne er klædt i jakkesæt, hvide skjorter og slips. De danske teaterfolk er en anderledes spraglet flok i blomstrede kjoler, shorts og sandaler.
En mand i et lysegråt jakkesæt, som er instruktør på teatret, fortæller, at han så Batidas første forestilling på en eliteskole.
»Jeg var især imponeret over jeres entre, hvor den ene skuespiller kom ind med noget meget tungt på ryggen, og publikum forsøgte at hjælpe med at bære, indtil de opdagede, at det var en del af forestillingen. Det var en interessant måde at inkludere publikum på«, siger han.
Søren Ovesen fortæller, at den danske teatergruppe gerne vil optræde flere gange i Nordkorea og ikke kun for skolebørn.
»Hvad ville der ske, hvis Batida spillede her i statsteatret?«, spørger han.
De koreanske teaterfolk griner.
»I er meget velkomne«, siger en af dem.
»Okay, vi kan spille i morgen aften klokken 19. Eller dagen efter«, svarer Søren Ovesen hurtigt.
Det kan desværre ikke lade sig gøre, fortæller de, men Søren Ovesen giver ikke op, nu hvor han møder voksne teaterfolk.
»Vi vil meget gerne invitere en gruppe her fra teatret til Danmark for at optræde ...«, begynder han, men han når ikke at trænge igennem med budskabet, før mr. Kang bryder ind og fortæller, at der pludselig er opstået en mulighed for, at vi kan overvære prøverne til en forestilling.
Vi går ind i den store teatersal, hvor der er bælgmørkt. På den oplyste scene er tre mænd midt i et slagsmål med kæppe. Pludselig kommer tre soldater fra den koreanske hær ind og anholder manden, som har forulempet de andre. De slæber ham væk fra scenen. Lyset zoomer ind, indtil det kun rammer ansigtet af en nordkoreansk general i uniform. Så går tæppet for, og lyset bliver tændt.
Teaterdirektøren fortæller, at den scene, vi lige har set, stammer fra en forestilling, som er skrevet af Nordkoreas første leder, Kim Il-sung, som alle nordkoreanere omtaler som Den Store Leder.
»Og senere stod Den Kære Leder, Kim Jong-il, selv for instruktionen af forestillingen for at skabe et rigtigt mesterværk«, forklarer direktøren med henvisning til den anden Kim i rækken.
Et hav af blod
Teaterdirektøren fortæller, at teatret gennem årene har opført udenlandske forestillinger som ’Otello’, ’Hamlet’ og ’Snehvide’. Men der er otte faste forestillinger, som bliver genopført år efter år, og af dem er fem skrevet af Den Store Leder, som blandt andet har skrevet en populær opera med titlen ’Et hav af blod’.
Ved middagstid kommer vi igen ud i forhallen, hvor en kvinde i en bølgende gul kjole med hvide sommerfugle på venter på os for at fortælle om teatrets historie.
På store fladskærme i baggrunden kører en film med en køn asiatisk kvinde i matrostøj, mens lyserøde bogstaver med sangtekst løber hen over skærmen. Hun tager en håndgranat frem, hiver sikringen ud og kaster den. Så panorerer kameraet hen mod en mand, som bliver båret væk med blod flydende fra et åbent sår tværs over halsen. Imens fortæller kvinden i den gule kjole, at da teatret blev ombygget, var det Den Kære Leder, Kim Jong-il, som ledte konstruktionsarbejdet.
Siden Den Kære Leders død for to år siden er teatret blevet moderniseret med teknisk udstyr og computere, fortæller hun. Det var Nordkoreas nuværende diktator, Kim Jong-un, som stod for den teknologiske opgradering. »Alle skuespillere og ansatte på teatret er determineret til at skabe gode dramaforestillinger under den kyndige vejledning fra Den Store General, Kim Jong-un«, siger hun.
Efter besøget i statsteatret er det blevet Batidas tur til at optræde.
For tredje gang skal de optræde på en folkeskole, som styret har udvalgt. Denne gang er de på Changdok School, hvor Nordkoreas stifter, Kim Il-sung, selv gik i skole, da han var barn. I skolegården står en bronzestatue af Den Store Leder som barn, og igen bliver vi bedt om lægge blomster og ære den afdøde diktator med stilhed og bøjede hoveder.
Nu har Batida optrådt tre gange, men kun for skolebørn på eliteskoler.
Den danske teatergruppe har ikke opgivet at få nordkoreanerne til at leve op til aftalen om at sende voksne skuespillere til Danmark. Det er dog ikke det næste på vores guiders program. De vil først tage os med til en forestilling, som – selv i Nordkorea – er helt ekstraordinær.
Publiceret 28. december 2013